Danske Studerendes Fællesråd ryster på hovedet af Dansk Folkepartis forslag om at forbyde uddannelser på engelsk. Vi får brug for engelskkundskaberne, siger formanden.

»Det er hul i hovedet, at man ikke må have lov til at undervise på engelsk.«

Sådan lyder reaktionen fra formanden for Danske Studerendes Fællesråds, Yasmin Davalis, på Dansk Folkepartis forslag om at forbyde engelsk som undervisningssprog på de videregående uddannelser.

Ifølge DF må hovedreglen på danske uddannelser være, at undervisningen foregår på dansk. Den forestilling deler Yasmin Davali ikke. Formanden for de cirka 165.000 studerende i organisationen mener ikke, at en undervisning, som kun foregår på dansk, vil være til gavn for hverken fagene eller de studerende.

»Dansk Folkeparti glemmer at tænke på, at der er nogle uddannelser, hvor pensum er engelsk, hvor forskningen er på engelsk, og hvor de job, du skal søge bagefter, kræver engelskkundskaber. Det er at gøre de studerende en bjørnetjeneste, hvis man fjerner engelsk i undervisningen,« siger Yasmin Davali.

DJØF bakker de studerende op. Også herfra lyder meldingen, at de studerende er nødt til at være gode til engelsk og andre fremmedsprog, hvis de skal have en chance på arbejdsmarkedet.

»De kompetencer, som små og mellemstore virksomheder leder efter, er lige præcis kompetencer, som kan styrke dem på eksportmarkedet. Her er det en helt klar forudsætning, at de mennesker er i stand til at begå sig på fremmedsprog, så de kan komme ind på nogle markeder, hvor man ikke taler dansk,« siger erhvervspolitisk chef Rune Siglev fra DJØF.