Otte ud af ti universitetsstuderende lader blyanten ligge og tager i stedet noter digitalt, viser ny undersøgelse. Digitaliseringen fremmer samarbejdet mellem de studerende, vurderer forsker.

80 procent af de danske universitetsstuderende har skrottet pen og papir til fordel for PC, tablet og smartphone. Det viser en ny undersøgelse fra Microsoft blandt studerende på de største danske universiteter.

Lektor Lars Birch Andreasen fra Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, der forsker i forholdet mellem IT og læring, peger på, at de digitale noter kan være med til at fremme samarbejdet mellem de studerende.

»De digitale noter giver mange fordele, idet dine noter bliver nemmere både at finde og redigere. Men endnu mere interessant er, at de også forbedrer samarbejdsmulighederne mellem de studerende. De studerende kan være mere fælles om noterne, dele dem med hinanden, skrive kommentarer til hinanden og arbejde i dokumenterne samtidig,« siger Lars Birch Andreasen.

»Og så slipper man for de situationer, hvor hele gruppen mangler noter fra en forelæsning, fordi ham eller hende, der tog dem, tilfældigvis er syg,« påpeger han.

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Jakob Ruggaard, vurderer, at de digitale noter er med til at øge den sociale studiekultur samtidig med, at de studerende arbejder på en tidssvarende måde, der minder om den, de kommer til at møde ude på arbejdsmarkedet.

Ifølge Jakob Ruggaard er der derfor også brug for et opgør mod den grad af stigmatisering, han mener, der kan være i forbindelse med brug af elektronik på universiteterne.

»Det er bemærkelsesværdigt, når det er så entydigt fornuftigt at anvende de her redskaber, at man i ny og næ hører fra en forelæser, at de studerende, der tager en computer med ind i forelæsningslokalet, kun gør det for at dandere den med film og Facebook. Det er en myte, der skal aflives,« siger formanden.

Hos Microsoft, der står bag undersøgelsen, er man overbevist om, at en gradvis digitalisering er fremtiden for de studerende.

»Dels fordi de slipper for at slæbe rundt på tunge bøger og kompendier i tasken, men også fordi de opnår en lang række fordele ved at arbejde mere digitalt. På den måde er det jo ikke forskelligt fra det private erhvervsliv, hvor adgangen til de rette værktøjer er med til at øge produktiviteten og arbejdsglæden,« siger Nana Bule, forbruger- og detaildirektør i Microsoft Danmark.

Undersøgelsen viser, at 60 procent primært tager noter i Word, mens 20 procent er rykket videre til specialdesignede noteprogrammer som Microsoft OneNote, Apple Pages og Evernote. Det efterlader 20 procent med blokken i hånden.

»Alle studerende bruger jo de digitale redskaber, men det er klart, at de studerende, der stadig primært bruger pen og papir, ikke opnår de digitale fordele. Samarbejdet bliver bare helt anderledes, når vi deles om de samme noter – så skal det, man skriver, også være forståeligt for andre end en selv. Og det er en rigtig god øvelse,« siger Lars Birch Andreasen.

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.059 studerende fordelt på ti uddannelsesinstitutioner.