Mange unge vil blive mødt med et afslag til deres videregående uddannelse, fordi der skæres i optaget på grund af dimensionering. Det mener formanden for Danske Studerendes Fællesråd, der kalder det et kæmpe tab for både de unge og samfundet.

Mange unge vil blive skuffede, når de sidst på måneden får svar på, om de er kommet ind på en videregående uddannelse.

Sådan siger formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Yasmin Davali, efter de samlede tal for ansøgere til landets videregående uddannelser viser, at især de erhvervsfaglige uddannelser har opnået rekordhøj tilslutning.

Tallene kommer i skyggen af den dimensioneringsplan daværende uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) gennemførte sidste år. Den betyder, at flere uddannelser har fået et loft over, hvor mange studerende, der må optages, og at optaget desuden skal reduceres frem mod 2018.

Dermed kommer de høje ansøgningstal også til at betyde, at flere unge mister muligheden for at uddanne og dygtiggøre sig, fordi der ikke er studiepladser nok, siger Yasmin Davali:

»Jeg synes, det er virkelig tydeligt, at dimensioneringen kommer til at slå rigtig hårdt igennem, når man kigger på tallene. Jeg tror, vi kommer til at se rekordmange unge mennesker, som ikke får lov til at komme ind på den uddannelse, som de ønsker. Det vil betyde, at vi får mangel på studerende, som brænder for deres uddannelse, hvilket er et kæmpe tab, både for den enkelte, men også for samfundet,« siger Yasmin Davali.

Yasmin Davali opfordrer den nye regering og den nye uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), til endeligt at gøre op med »kassetænkningen af uddannelsessystemet« og hun insisterer på, at unges lyst og vilje til at uddanne sig er essentielt for samfundsudviklingen:

»Jeg tror, man er nødt til at gøre op med den ministerielle detailstyring, der har været af vores uddannelser de seneste år. Jeg håber, den ny regering vil se på dimensioneringen og overveje, om vi skal blive ved med at kigge på tal, som var gældende for ti år siden i stedet for at kigge på det samfund, som skal udvikles. Det er dem, som går på uddannelserne lige nu, som skal være med til at udvikle vores samfund på længere sigt,« siger Yasmin Davali.

Tænketanken DEA, der beskæftiger sig med forskning, innovation og uddannelse, vurderer, at tallene ser ud, som de gør, fordi de unge i stigende grad tænker på, at deres uddannelse skal give et job.