Når dytten, skrålen og skrigen hvert år lyder fra de glade studenter om bord på de mange studentervogne, så er det ikke usædvanligt, at de bliver overdænget med kasteskyts.

Men da 19-årige Louise og Mia fra Herlev Gymnasium og HF lørdag fik skudt syrelignende væske i øjnene fra en vandpistol, da en bil passerede deres studentervogn, var det skridtet videre, end hvad man tidligere har oplevet.

Det fortæller ejeren af Gallakørsel.dk, Bo Arhlet, hvis chauffør kørte den pågældende studentervogn.

»Der er ret normalt, at der bliver kastet med vandballoner efter studenterne, de sprøjter jo gensidigt med øl og champagne. Så det er sommetider en stor vandkamp.«

Derfor var det heller ikke usædvanligt, at der blev skudt med vandpistol efter studenterne fra Herlev Gymnasium og HF, forklarer Bo Arhlet.

»Men når der er syre i vandpistolerne, så er det altså gået for vidt, og så kan man bagefter tænke, hvad får folk til at hælde syre i en vandpistol og skyde det på andre mennesker. Det er ikke studenterhuen, der trykker.«

De seneste år er der ifølge Bo Arhlet sket en dramatisk ændring, hvor studenterne til tider bliver anset som decideret mål. Her er der tale om flere områder i Storkøbenhavn, hvor Bo Arhlets vognfirma er særlig opmærksomme, når de kører.

Måtte på skadestuen

Episoden skete, da Louise og Mias studentervogn kørte forbi Husum Station omkring klokken 15 lørdag, hvor en bil passerede vognen og skød væsken på dem. Pludselig kunne Mia mærke en voldsom svie i øjnene.

»Jeg kunne ikke se noget, og jeg kunne heller ikke åbne mine øjne. Det var meget slemt og gjorde rigtig ondt,« siger 19-årige Mia til BT.

Hun havde dog ikke registreret, hvad der var sket forud for de voldsomme smerter, men det gjorde klassekammeraten Julie.

»Jeg lagde mærke til en mørk bil, som kørte forbi vores studentervogn med noget, der lignede en vandpistol, ud af vinduet. Der blev sprøjtet væske mod vores vogn, og pludselig kunne jeg høre Mia råbe op og skrige.«

Klassekammeraterne fik straks stoppet vognen og købt mælk og vand i en nærliggende kiosk for at skylle Mias øjne. Midt i hjælpen mærkede Mias veninde Louise pludselig også en brændende smerte.

»Det gjorde sindssygt ondt i mit ene øje, og jeg blev rød i ansigtet, på brystet og på armene. Det sved i huden og føltes som, hvis man bliver ved med at klaske på solbrændt rød hud,« siger 19-årige Louise til BT.

De to piger var helt røde i hovedet og på halsen og havde ifølge klassekammeraterne orange-gule pletter på tøjet, der stammede fra væsken.

Mia og Louise blev efterfølgende bragt til Herlev Hospital, hvor PH-værdien af deres øjne blev målt. Her kunne man ikke præcisere, hvilken væske, pigerne var blevet angrebet med, men kunne blot konstatere, at den indholdt en form for syre.

De to piger havde det efter omstændighederne godt søndag, men har begge fået ridser på hornhinden.

Syreangrebet er meldt til politiet.