Tirsdag eftermiddag ramte en ung mand en bro med hovedet under sin studenterkørsel.

Det oplyste vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Brix, til BT:

»En ung mand er kravlet op på rækværket, da han vil tage et billede af sig selv sammen med sine medstuderende. Han kommer lidt for højt op og opdager ikke en jernbanebro, som rammer ham i hovedet, da studentervognen kører under,« udtalte han.

Bengt Ragnar Svensson, ejeren af festlastbiler.dk, som stod for de unges studenterkørsel, blev kort efter kontaktet af sin meget chokerede chauffør, som ikke kunne fortsætte kørslen ovenpå den voldsomme oplevelse.

Men de unge mennesker var klar på at køre videre efter den unge mand var bragt på hospitalet, og derfor overtog Bengt Ragnar Svensson.

Chaufføren fik krisehjælp og ejeren kørte videre med de glade studerende.

Og ved sidste stop omkring klokken 23 fik de sig noget af en overraskelse.

Den tilskadekomne student mødte nemlig op med et stort plaster på toppen af hovedet og festede videre med sine klassekammerater, fortæller Bengt Ragnar Svensson til BT.

»Han var ved godt mod og hyggede sig gevaldigt, og jeg fik ønsket ham tillykke med at være i live,« fortæller ejeren og griner.

Manden havde fået en flænge i hovedet, men den var ikke alvorlig og ikke dyb nok til, at han så nogen grund til ikke at fortsætte fejringen med sin klasse.

»Manden fik talt med sin klasse om oplevelsen og de med ham, og alle virkede glade,« siger Bengt Ragnar Svensson.