Optagelserne til den første danske spillefilm om forholdet mellem dronning Caroline Mathilde, kong Christian 7. og den tyske livlæge Struensee indledes til efteråret.
"Caroline Mathildes år" laves med et budget på godt 40 millioner kroner, men det ligger endnu ikke fast, hvem der skal spille hovedrollerne.
- Vi er stadigvæk i fuld gang med castingen, siger instruktøren, Nikolaj Arcel, til Ritzau.
Han har droppet tidligere overvejelser om at besætte rollerne som dronningen og lægen med udenlandske skuespillere, selv om de var af henholdsvis engelsk og tysk afstamning.
Zentropa skal producere filmen, som optages i Østeuropa, Tyskland og Danmark.
- Vi laver enkelte scener uden for Kronborg, mens andre af de historiske kulisser, såsom det daværende Christiansborg, ikke findes længere, tilføjer Nikolaj Arcel.
Gennem tiden har der været flere planer og projekter om at filmatisere dette berømte kapitel fra Danmarks-historien, som tog sin begyndelse i 1769 og formelt set blev afsluttet med henrettelsen af Struensee tre år senere. Men hvad der skete i de tre år, fik vidtrækkende konsekvenser, politisk og samfundsmæssigt.
Eurimages, Europarådets organ for støtte af co-produktioner i europæisk film, har besluttet at støtte filmen med et beløb, svarende til knap 4,5 mio. kr.
Samme beløb tilfalder Lars von Triers ny projekt, "Melancholia". Begge film har i forvejen fået produktionsstøtte af Det Danske Filminstitut.
Optagelserne til "Melancholia" indledes i juli i Trollhättan i Sverige med en rolleliste, der blandt andet tæller Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg, Charlotte Rampling og Stellan Skarsgård.
/ritzau/





















