Bøde til midtjysk politimand og stalker er straf nok, mener Statsadvokaten, som har afvist hans eks-kærestes ansøgning om tilhold.

- Jeg er rystet. Sådan siger Iben Hejring Jensen ligeud, om det brev hun i weekenden modtog fra Statsadvokaten for Nord- og Østjylland. Et brev hvor hun får afslag på det tilhold, hun har søgt om til ex-kæresten.

Han er en midtjysk politibetjent, som såvel under som efter deres forhold har stalket hende. Aflyttet hendes lejlighed og misbrugt politiets udstyr og databaser til at indsamle oplysninger om hendes gøren og laden.

Og ifølge Iben Hejring Jensen er han fortsat med at grave i hendes liv. Derfor søgte hun for over 3 måneder siden tilhold og har siden utålmodigt ventet på en afgørelse ovenpå det mareridt, hendes liv har været de seneste år som følge af stalkingen. Et mareridt der altså langt fra ser ud til at være ovre.

Læs hele Iben Hejring Jensens fortælling her:

- Idet P (navnet er redaktionen bekendt) er ansat ved Østjyllands Politi, er sagen på grund af mulig inhabilitet blevet oversendt til afgørelse ved Nordjyllands Politi, hedder det i afslaget som en delvis forklaring på det utrolig lange sagsforløb.

2 betingelser skal være opfyldt, for at et tilhold kan udstedes. Nemlig at mistanken om krænkelse er begrundet, og at det kan antages, at krænkelsen vil fortsætte.

Statsadvokaten lægger ikke skjul på, at den første betingelse er opfyldt og at P har begået et 'strafbart forhold'. Men ikke den anden betingelse.
 
Det begrunder han bl.a. med, at P ved afhøring har oplyst, at 'han ingen interesse overhovedet havde i at tage kontakt til Dem', som det hedder i brevet. Og det til trods for, at Iben Hejring Jensen har indleveret sms dokumentation for, at det forholder sig anderledes.

Indtil i fredags havde den jyske betjent som nævnt kun fået en bøde på 10.000 kr. som straf for stalkingen.

Læs også:


- Jeg forstår slet ikke det etiske og moralske i det. Hvordan kan han slippe med en bøde? Hvordan kan manden få lov til at fortsætte sit arbejde som ansat til at skabe ro, tryghed og orden? Samtidig med at han har efterladt tre piger i en enorm utryghed og angst, som har gjort det nødvendigt at gå til psykolog, for at komme videre, som 28-årige Iben Hejring Jensen sagde til BT i sommer og refererede til, at to øvrige eks-kærester til P ligeledes er blevet stalket.

Men stort set samtidig med, at Statsadvokaten nægter at udstede tilhold, har politimyndighederne endelig truffet beslutning om at suspendere P fra jobbet som politibetjent.

- Det er en virkelig stor sten, der falder fra mit hjerte. Men samtidig er jeg utrolig bange. For hvad finder han nu på? spørger Iben Hejring Jensen.