Allerede inden torsdagens storm er blevet opbygget ude over havet, er de første aflysninger af færger blevet varslet. Det er Bornholmerfærgen, der som den første aflyser flere afgange. På hjemmesiden skriver Bornholmerfærgen at de to afgange klokken 16.30 og 20.30 fra Ystad til Rønne torsdag eftermiddag og aften er aflyst. Det samme gælder færgerne i modsat retning med afgang 18.30 og 22.30.



Skulle man have været med en af de berørt afgange opfordrer Bornholmerfærgen kunder til at tage kontakt via telefon eller på www.faergen.dk

De fire aflysninger kan blive fulgt af endnu flere. Stormen ventes stadig at have godt fat fredag morgen. Derfor vil Bornholmerfærgen løbende opdatere hjemmesiden med oplysninger vedrørende sejladsen fredag.