Københavns Lufthavn har i dagevis forsøgt at skræmme tre storke væk, eftersom fuglene udgjorde en potentiel fare for flysikkerheden. Men hverken brandbiler eller vandkanoner kunne gøre det.
Tre hvide, sydsvenske storke har siden søndag været på besøg i Københavns Lufthavn - muligvis for at tjekke afgange til Afrika, eftersom de åbenlyst ikke er nået med deres kammerater på overvintring.
Lufthavnens beredskab, de såkaldte »mågejægere«, har overvåget dem i tre dage og forsøgt at skræmme dem væk med brandbiler med fuld udrykning, laserlys og vandkanoner, men uden held.
- Vi regner med, at de blev hængende, fordi de har fundet ud af, at der er dejlige insekter og mus på græsset tæt ved landingsbanerne, fortæller Lars Lemche, senior kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavn.
Onsdag ville lufthavnen med hjælp fra svenske biologer og en dansk ornitolog forsøge at bedøve dem, men storkene anede tilsyneladende uråd og besluttede sig for, at de hellere ville på sightseeing i København.
- De lettede ved middagstid og fløj ind mod hovedstaden. Vi har ikke set dem siden, men der er relativ stor sandsynlighed for, at de vender tilbage, da de åbenbart har det rigtig godt herude, siger Lars Lemche.
Han understreger, at lufthavnen altid er glad for gæster - også de svenske - men at den ikke har plads til tre store fugle, som potentielt kan risikere at flyve ind i et fly og dermed sætte flysikkerheden på spil.
- Vi kender ikke deres mønstre, og de er ikke vant til at være her. I værste fald kan de flyve op foran et fly, der er i færd med at lette eller lande, og ramme en motor. De får ikke flyet til at falde ned, men det kan ødelægge motoren. Eller også kan de flyve ind i vinduet til cockpittet og splintre noget glas, siger Lars Lemche.
Lufthavnen håber, at fuglene er fortsat nordpå langs kysten, og at de drejer til højre ved Helsingør og flyver hjem til Sverige.
- Hvis de vender tilbage, fortsætter vi »operation bedøvelse«, fortæller Lars Lemche.
De tre fugle er to ungstorke fra et storkeprojekt i Skåne og en umærket gammel stork, som har slået sig sammen med de to unge.



