Nu skydes sommerferien i gang, og danskerne søger mod udlandet. Fredag er derfor en af årets allerstørste rejsedage - alene i Københavns Lufthavn forventes 100.000 mennesker at rejse i dag. I går advarede Lufthavns sikkerhedschef om at væbne sig med tålmodighed, da der kunne komme lange køer. Og da BT fredag morgen besøgte lufthavnen var der også tid til kaffe på den lille Baresso og et ekstra kys farvel, inden afrejsen.

Allerede lidt over seks om morgenen var de første nervøse trippen med fødderne og den varme sved på panden i fuld gang, da køen til SAS’ check in i Terminal tre voksede sig større og større.

En midaldrende kvinde fra London havde dog også forvildet sig væk fra sin mand, da han skulle over for at tisse.

- Jeg ved ikke, hvor han er. Men når jeg finder ham, bliver vi nødt til lige at sætte os ned på en pub og få en øl, sagde Sarah Lawton grinende.

Endnu værre stod det til i Terminal 2. Her var køen til Kreta-flyet selvfølgelig en populær destination, og naturligvis var det her, der skulle opstå problemer.

Personalet fik problemer med deres computere, så der kunne ikke tjekkes nye rejsende ind. Det resulterede i en alarmerende kø af mennesker, der slangede sig helt ud i venteområdet.

- Jeg tror, vi har stået og ventet i knap 40 minutter, sagde en dansk kvinde, der skulle på kærlighedstur med kæresten.

Personalet fik dog langt om længe gang i maskineriet, og menneskeslangen blev gradvist kortere igen.

Derfor var det også kun en tilfreds herre, der kom ud fra check-in, klar til at stige ombord flyet mod det græske paradis. En rejse han og sin datter om nogen havde fortjent og set frem til.

- Jeg skal med min datter til Kreta i 14 dage for at slappe af. Det er vores første rejse siden hendes mor døde sidste år. Så det glæder vi os til, sagde Flemming Lau med sin lille datter Malika.

Det danske fodboldlandshold havde også fundet vej til lufthavnen. Ikke dét danske landshold, men et firmahold fra firmaet Grundfoss, der skulle til Frankfurt for at spille mod firmaer fra resten af verden. Efter 21 billet check-ins og hjælp fra billetpersonalet, fik de styr på rejsen, og de kunne puste ud igen, klar til afrejse.

Det kunne Københavns Lufthavns og dens personale også, efter hvad de nok havde forventet ville have været en lidt travlere morgen. Kl 9.10 var køen ved Security på 3 minutter.