Der udbrød onsdag aften brand i Jyllingehallen på Sjælland. Beboere i området blev bedt om at gå indenfor og lukke vinduer og døre, ligesom der blev varslet med sirener i området. Varslingen blev dog afblæst igen omkring klokken 23.00, men adskillige brandfolk fortsætter slukningsarbejdet.

Beredskabsstyrelsen har indkaldt yderligere mandskab, der skal hjælpe med at slukke branden. Politiet kunne set onsdag aften endnu ikke oplyse, hvornår brandfolkene forventer at være færdig med at få branden slukket.

Vagtchef Allan Kronvold fra Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til bt.dk, at ilden bredte sig til et stråtækt hus, der ligger tæt ved hallen.

- Nede i Bygaden vest for hallen ligger nogle stråtækte huse. Ilden havde fået fat i taget på et af de huse, og den seneste melding er, at man er ved at bremse ilden. Det skulle ikke være så omfangsrigt, så det skulle være under kontrol, siger vagtchefen.

Der er dog risiko for, at branden kan brede sig yderligere.

- Da der ligger mange stråtækte huse frygter vi, at ilden vil brede sig. beboerne er naturligvis taget ud af huset, hvor ilden havde fået fat i tager. Vi har bedt alle om at holde sig inden døre på grund af røgen, men hvis de opdager, at der er ild i huset, så skal de gå udenfor og ringe 112, siger Allan Kronvold.

Der er kommet brandfolk fra flere brandstationer til Jyllinge for at få bugt med flammerne.

- Beredskabsstyrelsen og slukningskøretøjer fra tre forskellige stationer er til stede, fortæller Allan Kronvold.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Branden i Jyllingehallen, der ligger på  adressen Planetvej 35 i Jyllinge blev opdaget klokken 17:43.

Branden udviklede kraftig røg og røgen, som var farlig. Der varsledes derfor med sirenen i Jyllinge, oplyste politiet i en beredskabsmeddelelse.






 . .