Føtex, Bilka, Netto, Irma, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’brugsen, Fakta og Lidl gjorde det først.

Men nu stiller også Aldi sig også i rækken af supermarkedkæder, der har valgt at sige nej tak til buræg. Det sker i samtlige af deres 4.870 butikker på verdensplan, skriver detailkoncernen i en pressemeddelelse, ifølge FødevareWatch.

Beslutningen om at forbyde de kontroversielle æg er sket i samarbejde med dyrevelfærdsorganisationen Anima samt Open Wing Alliance.

Og hos førstnævnte klapper man i hænderne over bandlysningen:

»Vi er meget glade for, at ledelsen har lyttet til os, og vi glæder os over, at en stor koncern som ALDI vælger at indføre en totalt burægfri politik. Det sender et stærkt signal til hele branchen om, at det er forkert at holde høns på så lidt plads, at de ikke engang kan strække vingerne,« siger kampagnechef i Anima, Lina Lind Christensen.

Senest i 2025 vil de omdiskuterede æggebakker blive fjernet fra hylderne på globalt plan, men i Danmark satser man på, at det sker meget hurtigere.

{embedded type="node/polls" id="45890112"}

»For Aldi Danmark er en endelig udfasning realistisk allerede i 2020, hvis ikke før,« udtaler CSR Manager i ALDI Danmark, Pia Halldorsson.

Det er ikke første gang, det tyske supermarked siger nej tak til buræg. I april besluttede den danske division af kæden at udfase brugen af buræg i forarbejdede produkter, de såkaldte skjulte buræg, men først nu fjerner man æggene helt.