Stor redningsaktion: To mænd faldet over bord

To mænd er faldet over bord fra en båd syd for Ystad torsdag morgen. Det skriver Expressen.se.

En større redningsaktion er netop nu er i gang for at finde de to mænd. Med i eftersøgningen er blandt andet to helikoptere, en dansk og en svensk, flere redningsbåde samt handelsskibe, der er i området.

Alarmen kom fra båden omkring kl. 8.30, hvor det lød, at to mænd var faldet over bord.

Lige nu blæser det mellem 15 og 20 meter per sekund på ulykkesstedet, hvilket svarer til stiv kuling, og vandtemperaturen er omkring otte grader. Så det er ifølge Björn Wrandel, der leder eftersøgningen, ikke de bedste forhold at søge i.

- Det er et temmelig oprørt hav, og ikke de bedste betingelser for at søge efter dem, siger Björn Wrandel til Expressen.

Søværnets Operative Kommando (SOK) oplyser, at Danmark bidrager til redningsaktionen med en redningshelikopter samt redningsskibet 'Najaden'. Redningsskibet "Mads Jacobsen" fra Bornholm var også på vej til stedet, men grundet vejret måtte skibet vende om.

Den danske helikopter søger ifølge Expressen bl.a. med varmesøgende kameraer.

- De har meget gode scanningsfunktioner fra luften. De søger blandt andet med infrarøde kameraer og radarer, der kan se meget små ting, siger Björn Wrandel til Expressen.

Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvorfor mændene var på dækket. De to personer var iklædt arbejdstøj, og havde ingen redningsveste på, da de faldt over bord.

Læs også: