Den administrerende direktør i Jem & Fix Svend Pedersen har de seneste 29 år slået sine folder hos lavprisbyggemarkedet , hvor han blandt andet har været med til at åbne 100 butikker. Nu trækker han sig fra posten.

Det skriver Finans.dk.

Den 1. august bliver der således sat punktum for Svend Pedersens rolle som administrerende direktør i Jem & Fix, og det er ifølge Finans.dk præcis 29 år efter, at han startede i Jem & Fix som 38-årig.

»Det er et passende tidspunkt for Jem & Fix at få ny direktør. Vi har afsluttet vores 2016-strategi, og 2020-planen er sat i gang. Den skal jeg ikke være en del af,« siger Svend Pedersen til Finans.dk med henvisning til, at målet for 2016-strategien var at nå en omsætning på to milliarder kroner og en bundlinje på 120 millioner kroner, hvilket lykkedes.

Det bliver ifølge Finans.dk Claus Petersen, der i dag er direktør for indkøb, indkøb og marketing i Jem & Fix, der overtager rollen som administrerende direktør.

Det er dog ikke et endegyldigt punktum i Jem & Fix, som Svend Pedersen sætter. Han fortsætter nemlig som bestyrelsesformand.