Boligområdet Islandshøjparken i Nivå på Sjælland har fået en formand med tilknytning til Hizb ut-Tahrir. Politisk holdning holdes uden for arbejdet i boligforeningen, siger han.

Boligforeningen Islandshøjparken i Nivå på Sjælland har fået ny beboerformand, der har en klar tilknytning til den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Ifølge avisen findes der taler på Youtube, hvor formanden for boligforeningen Omar Saad kritiserer ytringsfrihed og taler om kalifatet som et mål.

Omar Saad erklærer selv, at de politiske holdninger, han måtte have, ikke har nogen indflydelse på sit arbejde i bestyrelsen af boligforening, der tæller 384 boliger.

»Jeg stillede op som formand, fordi jeg blev opfordret til det af mange beboere, og jeg vil arbejde for, at folk føler sig godt tilpas og er glade for at bo i Islandshøjparken. Min politiske holdning har ikke noget med sagen at gøre og får ingen indflydelse på arbejdet som formand,« siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Kirstine Sinclair, der forsker i Hizb ut-Tahrir, vurderer imidlertid over for Frederiksborg Amts Avis, at den islamistiske organisation lige nu afprøver, om deltagelse i beboerdemokrati og foreningsdemokrati kan give organisationen en ny platform at udbrede sine synspunkter fra.

»Der er et paradoks, fordi selvom man er medlem af Hizb ut-Tahrir, kan man godt have rimelige synspunkter om husleje og sige andre fornuftige ting, men den bagvedliggende ideologi vil ikke det bedste for flertallet,« siger hun til avisen.

Beboerne afventer nu nye bestyrelses ønsker for området, fortæller sn.dk  Der er foreløbig lavet et regelsæt for god kommunikation, mens Frelsens Hær er blevet opsagt med fire måneders varsel fra et beboerlokale. Bestyrelsen ønsker principielt ikke, at organisationer udefra kan komme beboere i forkøbet, hvis beboerne ønsker at leje lokalet.

Tilbage i 2012 modtog bestyrelsen i den nordsjællandske boligforening Egedalsvænge i Kokkedal angiveligt rådgivning fra organisationen Hizb ut-Tahrir under den såkaldte juletræssag.