Under et kontrolbesøg hos Bilkas Bistro på Nyholmvej 20 i Holstebro, kunne Fødevarestyrelsen konstatere kraftig skimmelsvamp i et af kølerummene.

Det fremgår af en kontrolrapport fra den 11. juli i år.

I et af Bistroens kølerum fandt Fødevarestyrelsen langs kanter og på undersiden af reoler flere tilfælde af skimmelbelægninger, og enkelte steder var der tale om kraftig skimmelbelægning.

Den manglende hygiejne har udløst et bødeforlæg på 20.000 kroner, ligesom Bilka har modtaget en sur smiley for deres håndtering af rengøringen i Bistroen.

Varehuschef i Bilka Holstebro, Morten Alexis, beklager hændelsen:

'Der er sket et svigt. Det er beklageligt og uacceptabelt. Det er bestemt ikke i overensstemmelse med det de ellers høje rengøringsniveauer, der er i Bilka,' skriver han i en mail og tilføjer:

'Vi har naturligvis gjort grundigt rent og øget rengøringskontrollen med det samme.'

Bilka er en del af detailkoncernen Dansk Supermarked A/S, som blandt andet også omfatter supermarkedskæder som Netto, Føtex og Salling.

Læs hele kontrolrapporten her.