Den afdøde købmand Herman Salling har fået sit sidste ønske opfyldt - da hans livsværk Salling Selskaberne tirsdag købte 49 procent af aktierne i hans hjertensbarn 'Dansk Supermarked' fra Mærsk. Dermed stiger sandsynligheden for, at Supermarkeds-giganten også fremover forbliver på danske hænder.

Men den aarhusianske købmand gjorde også sit til, at der skulle være penge til både familien og Dansk Supermarked efter hans død. Virksomheden 'Dansk Supermarked' blev sikret af to de to fonde: Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond. Sidstnævnte opkaldt efter Herman Sallings far, der grundlagde Salling Stormagasiner A/S. Efter tirsdagens opkøb ejer fondene nu 81 procent af aktierne i Dansk Supermarked.

På det private sikrede Herman Salling sig dog også. Hele tre gange nåede Herman Salling at blive gift, inden sin død. Hans sidste kone, den tandtekniker-uddannede Karin Salling, blev han gift med i 1977. 

Ved de to sidste ægteskaber indgik Herman Salling ægtepagter. Det fremgår af en artikel i Ekstra Bladet fra 2005.

Ifølge avisen blev der indgået en ægtepagt mellem Karin og Herman Salling ved ægteskabets indgåelse, om at de to ægtefæller ikke skulle have formuefællesskab.

Men som årene gik, kom Herman Salling tilsyneladende på andre tanker. Måske fordi millionerne fortsatte med at rulle ind i Dansk Supermarked - måske fordi han kunne se, at hans tredje og sidste ægteskab ville holde.

I hvert fald ændrede han efterfølgende ægtepagten flere gange, så Karin Salling blev mere tilgode set.

I 1981 blev Karin Salling medejer af indbo i parrets hjem i Aarhus fineste kvarte, Skåde Bakkerne. Og 1982 indgik parret en aftale om formuefællesskab, og i de efterfølgende år fik Karin en masse værdier som særeje - heriblandt ægte tæpper, malerier, sølvbestik, krystalglas og møbler. Desuden blev hun begavet med brillanter og pelse.

Senere hen fik hun også ejendomme sat over som sit særeje, ligesom hun fik aktier for fem mio. kr. i forskellige selskaber og fem mio. kr. indsat på en indlånskonto i Danske Bank. Desuden fik Karin også flere galopheste af sin mand som særeje.

I alt nåede parret inden december 2005 - halvanden år før Sallings død - ifølge Ekstra Bladet at ændre ægtepagten hele 16 gange.

Salling efterlod sig en arv på omkring 20 mia. kroner, da han døde. En stor del af arven er placeret i de to Salling-fonde, mens Karin Salling altså også har fået en stor portion. Desuden efterlod Herman Salling sig to døtre,  der sandsynligvis også fik en større del af arven. Den ene af Herman Sallings biologiske døtre døde før sin far.

Det er i dag Karin Salling, der er med til at administrere de to Salling-fonde.