Deres oldefar grundlagde familiens selskab, som siden har ført til, at hele familien er blevet milliardærer. Nu har to jyske brødre valgt at sælge en vigtig del af det kendte, danske selskab.

Det startede med karameller for 101 år siden. Siden gik den vejlensiske familie Bagger-Sørensen over til at producere tyggegummi. Og de seneste år har de så også forsøgt sig med at producere nikotintyggegummi.

Men selv om nikotintyggegummiet de senere år har givet et kæmpe millionoverskud, så er det alligevel lige blevet en tand for seriøst for den tyggegummiglade familie fra Vejle. Og derfor har de nu valgt at sælge nikotintyggegummifirmaet Fertin Pharma fra.

Det skriver Børsen og finans.dk

De to brødre Steen og Claus Bagger-Sørensen, der for under et år siden overtog formandsposterne i alle familiens virksomheder, har valgt at sælge hele 70 procent Fertin Pharma til kapitalfonden EQT.

Ifølge Claus Bagger-Sørensen, der er oldebarn af familiefirmaets grundlægger Holger Sørensen, er årsagen, at familien er bedst til at producere det lidt mere ’useriøse’ tyggegummi.

»Vi er nok nået til den erkendelse, at vi ikke nødvendigvis er de bedste ejere. Vi kommer fra en familie, der i omkring 100 år har lavet almindeligt tyggegummi, men nu har vi bevæget os over til at blive en medicinalvirksomhed, hvor vi egentlig laver de stik modsatte produkter. Før var det "useriøst", almindeligt tyggegummi, mens farma-tyggegummi tager tid og kræver tålmodig, og det er vi nok ikke så stærke til i familien,« siger den 43-årige Claus Bagger-Sørensen til finans.dk

Den vejlensiske familie scorede allerede en kæmpe formue, da den tilbage i 2002 solgte en ordentlig luns af den 100 år tyggegummikoncern – nemlig det kendte tyggegummiimperium Dandy samt varemærkerne Stimorol og V6 for 2,6 milliarder kroner til den britiske slik-og sodavandsproducent Cadburry-Sweppes.

Siden har familien været ekstremt velhavende og figureret på listerne over Danmarks rigeste. Og nu kan familien så atter føje et milliardbeløb til den kæmpe formue.

Salget af Fertin Pharma er opsigtsvækkende, da det sker mindre end et år efter, at de to brødre overtog alle de vigtige bestyrelsesposter i den gamle familievirksomhed fra deres far, Holger Bagger-Sørensen.

Sønnerne Claus og Steen Bagger-Sørense ses her overfor deres far, Holger Bagger-Sørensen.
Sønnerne Claus og Steen Bagger-Sørense ses her overfor deres far, Holger Bagger-Sørensen. Foto: Michael Drost-Hansen
Vis mere

Ifølge Steen Bagger-Sørensen bærer faderen dog ikke nag over sønnernes beslutning:

»Da han overlod tøjlerne til os, vidste han jo også, at han ikke kunne bestemme over, hvad vi gjorde. Han har støttet op om det lige siden, så han er også glad for det,« siger rigmanden, der også afslører, hvordan familien vil fejre det seneste salg. Den vil nemlig ’nok’ blive fejret med en tur på Jensens Bøfhus sammen med familien, fortæller Steen Bagger-Sørensen.

Ejeren af Jensens Bøfhus er for øvrigt en anden dansk rigmand, nemlig Palle Skov Jensen, som for få år siden havde en trecifret formue. Jensens Bøfhus har dog de seneste år haft store økonomiske problemer, og derfor er Palle Steen Jensens formue blevet reduceret til omkring 88 millioner.

Familien Bagger-Sørensen behøver dog ikke længere at tælle familiens formue i millioner. På årets liste over Danmarks rigeste er deres formue vurderet til at være på omkring 2,9 milliarder kroner, hvilket resulterer i en plads som landets 39. rigeste familie.

Det vides ikke, hvor meget familien får for Fertin Pharma, men ifølge Børsen værdisættes handlen til omkring 2.8-2,9 milliarder kroner.

Familien ejer dog fortsat tyggegummivirksomheden Gumlink samt Okono, der producerer e-cigaretter.