Den stenrige tobaksenke Tineke Færch og hendes søn er havnet i søgelyset hos Skat, der mener, at familien ulovligt har undladt at betale skat af et større millionbeløb. I værste fald kan familien risikere en fængselsstraf, skriver Ekstra Bladet.

En af Danmarks rigeste familier – familien Færch – er endnu engang havnet i en bemærkelsesværdig sag.

Overhovedet for familiens sjællandske gren, den stenrige 85-årige enke, Tineke Færch og hendes søn Erik Færch, er nemlig havnet i en opsigtsvækkende sag om manglende betaling af skat.

Ifølge Ekstra Bladet jagter Skat den nordsjællandske enke samt hendes selskab SF-gruppen Aps, da Skat mener, at det har et flercifret millionbeløb til gode.

Det drejer sig angiveligt om, at SF-gruppen har ydet et lån til en hollandsk fond på 16 millioner kroner. Men i de seneste to regnskaber fremgår det, at de uafhængige revisorer mener, at der er tale om et ulovligt lån, der er givet direkte til selskabets ejer.

To skatteeksperter påpeger overfor Ekstra Bladet, at de også kan se, at lånet er problematisk.

»Jeg er ikke i tvivl om, at det, der foregår, er ulovligt. Jeg er – ud fra den dokumentation, jeg har set – heller ikke i tvivl om, at det er et forsøg på at prøve at undgå at betale skat og at gøre det bevidst,« siger Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, til Ekstra Bladet.

Desuden fanger lånet Skats interesse, da der i 2012 blev indført beskatning af lån til virksomhedsejere.

Ifølge Ekstra Bladet, der har fået indsigt i interne dokumenter fra SF-gruppen, er det Tineke Færchs søn, Erik Færch, der har afgivet ordre om, at pengene skulle overføres.

Sagen kan vise sig at være af yderst alvorlig karakter. Og det er ikke utænkeligt, at en sag af den karakter kan ende som en straffesag, hvilket i sidste ende kan resultere i en fængselsdom. Det udtalte advokat Michael Bjørn Hansen til Ekstra Bladet forleden.

»Et lån til selskabsejere udløser skattepligt. Hvis man bevidst undlader at selvangive det skattepligtige beløb, foreligger der strafbart skattesvig,« sagde han.

Lone Færch  er overhovedet for den jyske grenn af Færch-familien.
Lone Færch  er overhovedet for den jyske grenn af Færch-familien. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Sagen kompliceres yderligere af, at Ekstra Bladet kan tirsdag afsløre, at Tineke Færch allerede i 2013 modtog flere advarsler fra sine rådgivere om sagen. Det fremgår af interne dokumenter.

Hverken Tineke Færch, Erik Færch eller Tineke Færchs rådgiver, advokat Tyge Trier, har ønsket at kommentere sagen overfor Ekstra Bladet. BT har også været i kontakt med Tyge Trier:

»Vi har ingen kommentarer til sagen,«, siger han.

Ender den stenrige enke med at skulle en tur i retten, vil det ikke være hendes debut i en retssag. Den 85-årige enke har i årevis ligget i en bitter retslig strid med sin datter Merethe Færch.

Tineke Færch havde nemlig stævnet sin datter, som hun mente havde snydt hende i forbindelse med en aktiehandel tilbage i 2006. Datteren havde i den forbindelse købt moderens aktier i familiens tobakselskab for 57 millioner kroner.

Kort efter steg aktierne eksplosivt, da familien solgte sin andel af Skandinavisk Ribakskompagni til et udenlandsk tobaksselskab. Det førte til, at Tineke Færch følte, at hun var blevet ført bag lyset i forbindelse med salget, hvorefter hun stævnede datteren for de 273 millioner kroner, som hun mente, hun var blevet snydt for.

Merethe Færch er Tineke Færchs datter.
Merethe Færch er Tineke Færchs datter. Foto: Claus Bech
Vis mere

Sagen rullede i både byretten samt Østre Landsret, hvor Tineke Færch dog måtte indkassere et nederlag begge gange – senest i 2015. Efterfølgende har Tineke Færch forsøgt at få sagen for Højesteret, hvilket dog er blevet afvist.

Striden i retten samt sagen om den manglende skattebetaling er blot de seneste i rækken af skandaler, som Færch familien, der er Danmarks 24. rigeste familie ifølge Berlingske Business’ årlige opgørelse, de seneste år har været implicerede i.

Familien er opdelt i en sjællandsk gren, hvor Tineke Færch og hendes søn Erik Færch er overhoveder, samt en jysk gren, hvor Lone Færch er overhoved. De to grene strides med jævne mellemrum.

Bedst kendt  er nok sagen fra 2013, hvor den ene sjællandske gren af familien indrykkede store annoncer i landsdækkende medier, hvor de beskyldte den anden gren af familien for at lyve om familiens virksomhed, Færch Plast. Den sjællandske gren af familien mente, at den jyske gren af familien, var i gang med et forberede et salg af Færch plast, hvilket Lone Færch dog benægtede.

Færch Plast blev efterfølgende solgt i 2014.

Med til rækken af skandaler hører også nogle meget grove af slagsen, som da Færch familiens daværende kronprins - Lone Færchs storebror, Niels Færch - i 1993 blev dømt for hustruvold.  Både Niels Færch og andre af familiens medlemmer har siden været involveret i flere skandaler. Dem kan du læse mere om her: