Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Stein Bagger skal redegøre for, hvorfor han tilsyneladende kører i en dyr Porche Cayenne og går rundt med et dyrt armbåndsur i en flække uden for den svenske hovedstad Stockholm.

Det fastslår kurator i konkursboet efter IT Factory, Boris Frederiksen.

»Der har været en kontakt i dag. Han har sagt, at det vil han gerne gøre, så jeg regner med, at vi får en redegørelse fra ham en af dagene. I første omgang en skriftlig redegørelse, og så må vi se, hvilke informationer den indeholder,« siger Boris Frederiksen til BT.

Tirsdag kunne Ekstra Bladet fortælle, at den i dag 50-årige bedrageridømte Stein Bagger lever i en lille by uden for Stockholm under navnet Sten Hansen. Avisen har samtidig billeder af den tidligere direktør, der kører i en Porsche Cayenne, og han bærer ifølge avisen også et dyrt ur.

Stein Bagger blev i 2009 idømt syv års ubetinget fængsel for svindel for dokumentfalsk, bedrageri og for at svindle for et trecifret millionbeløb i virksomheden IT Factory. Som et led i efterforskningen dengang foretog bagmandspolitiet en såkaldt pengestrømsanalyse, der viste, at der manglede 200 millioner kroner.

Som kurator i konkursboet efter det skandaleramte IT Factory er det Boris Frederiksens opgave at opspore de manglende penge. Han understreger dog, at det sagtens kan være helt lovligt for Stein Bagger at køre i en dyr bil og have et dyrt ur, selvom 200 millioner er forsvundet fra hans gamle virksomhed.

»Det er ni år siden, at han gik konkurs, og han kan jo have tjent penge efterfølgende. Det kan også være, bilen ikke er hans, men han har lov til at bruge den. Det kan være, den er leaset. Det er ikke sikkert, at fordi han kører i en bil, at det så er udtryk for, at han ejer den. Tilsvarende må man sige med uret. Det kan være købt brugt. Men der er forskellige spørgsmål, det er naturligt at stille. Der kan være, der er en fornuftig forklaring, og det kan også være, der ikke er,« siger Boris Frederiksen.

Han fastslår dog samtidig, at det også sagtens kan ske, at der er en sammenhæng med de penge, der stadig er forsvundet.

»Når man mangler nogle penge, som vi gør i IT Factorys konkursbo, som der aldrig er redegjort for, så er der også en anden mulighed, at hvis det er rigtigt, han ejer de her ting, at det så har sammenhæng med de penge, vi mangler,« siger Boris Frederiksen.

Jagten på de mange manglende millioner har stået på i årevis, og kun få ting er fastslået. Man ved, at pengene er sendt ud af Danmark, men der ender sporet blindt. Der har dog tidligere været teorier fremme om, at Stein Baggers makker Mikael Ljungman kan have viden om pengene.

»Det er faktuelt fastslået, at de penge, der mangler at blive redegjort for, er ført ud af Danmark via nogle svenske og amerikanske selskaber som Mikael Ljungman har ejet eller kontrolleret. Så langt er vi på fast grund. Det bliver så lidt sværere at få fuldstændig indsigt i, hvad der sker med pengene, når de forlader de amerikanske selskaber. Det kan godt være, de er løbet tilbage til Danmark, det kan jeg ikke afvise,« forklarer Boris Frederiksen.