Sodpartikler fra stearinlys mistænkes for at kunne være skadelige for hjerte-kar-systemet.

Danskerne er storforbrugere af levende lys, men den hyggelige vane kan medføre alvorlige sundhedsproblemer. Forskere frygter, at ultrafine sodpartikler fra lysene skader lunger og hjerte-kar-systemet, ligesom partikler fra dieselos, brændeovne og stegeos gør.

Det skriver Politiken lørdag.

Et stearinlys udsender på ti minutter 300.000 ultrafine partikler per kubikcentimeter luft, mere end seks gange flere, end en partikelmåler kan opfange på den trafikerede H.C. Andersens Boulevard, der anses for at være en af Danmarks mest forurenede veje.

Vær forsigtigt

Det viser en måling, som miljøingeniør Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd har foretaget for Politiken i et privat hjem. Mængden af partikler bekymrer miljøingeniøren.

- Når partikelmåleren står på 400.000, svarer det til, at vi indånder 200 millioner partikler, hver gang vi trækker vejret. Så hvis bare en del af partiklerne er sundhedsskadelige, er der god grund til at være forsigtig med at bruge stearinlys, siger han.

LÆS OGSÅ: 

I en undersøgelse, som FDB Analyse har foretaget for Politiken, svarer mere end hver tredje, at de sætter gang i mere end fem lys ad gangen, når stearinlysene tændes.

Over 50 procent svarer, at de tænder lys hver dag eller 4-6 gange om ugen i den mørke tid. Cirka hver fjerde tænder en til tre gange om ugen.

/ritzau/