Statsselskab vil gerne sælge pant i rockerborg: Vi har også ejet andre mærkelige ting

Direktøren i Finansiel Stabilitet, som er statens selskab, der overtager krakkede pengeinstitutter, erkender nu at selskabet også har haft pant i andre lyssky foretagender.

- Jeg vil ikke oplyse hvad, men vi har haft andre engagementer i lignende ting. Men jeg kan ikke fortælle om det. Det skyldes tavshedspligt overfor kunderne. Jeg mener i øvrigt, at de er solgt nu, siger direktør i Finansiel Stabilitet, Henrik Bjerre-Nielsen.

Læs også: Staten ejer Hells Angels' rockerborg

Hans udtalelse kommer efter at BT i går kunne afsløre at det offentlige selskab har pant for 1,5 mio. kr. i Hells Angels rockerborg i Risskov udenfor Aarhus. Dermed betaler rockerne penge til staten, hver gang der er termin. Penge som bliver skaffet via rockeraktiviteter, der ofte efterforskes af politiet.

- Jeg kan bekræfte at vi har pantebreve i rockerborgen. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer med det, da der er tale om et konkret kundeforhold, siger Henrik Bjerre-Nielsen.

Han vil dog gerne sige, at det ikke var en bevidst handling, da Finansiel Stabilitet overtog for 1,5 mio. kr. rockerborg.

- Vi har ikke bevidst ønsket at købe pantebreve i en rockerborg. Vi har overtaget dem i forbindelse med overtagelsen af et andet pengeinstitut, siger direktøren og nævner hurtigt:

- Pantebrevene er til salg for den rette pris.

Henrik Bjerre-Nielsen forklarer, at han ikke kan sige rockerne op eller opsige lånet. Han kan heller ikke selv stille noget op, selvom man kunne mistænke at afdragene ikke er fremkommet på lovlig vis.

- Jeg er helt sikker på, at politiet holder øje med hvad Hells Angels og andre går og laver. Vi kan ikke skride ind overfor det. Vi er jo ikke selvstændigt politi, siger han.

Læs også: