10.063 visninger på 24 timer.

Interessen for Tommy Grøn og konens 136 kvadratmeter på Kuhlausgade 42 på Østerbro i København ’er gået helt grassat’, efter det onsdag morgen kom frem, at huset ligger klos op ad statsministerens hjem.

- I går (tirsdag, red.) aftes var der 750 visninger, og i betragtning af, at huset havde været til salg én dag, var det godt. Men i dag har over 10.000 set det. Det er gået helt grassat, sagde Tommy Grøn, da BT fangede ham onsdag eftermiddag.

Tommy Grøn og konen har valgt at sætte huset til salg, fordi ’der er kommet børn til’, og så vil de gerne have lidt mere plads. Og mens hustruen onsdag var på arbejde, så har Tommy Grøn haft travlt med at snakke med forskellige journalister om deres hus, som ifølge ejendomsmægleren er et ’charmerende byggeforeningshus med en attraktiv og central beliggenhed tæt på alt’.

Men når sælger forhåbentlig snart sætter sin underskrift på en købsaftale, følger der altså også 24-timers overvågning af PET med i købet. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, fortæller journalist Tommy Grøn.

- Selvfølgelig mærker man, at man bor ved siden af statsministeren, men ikke på en dårlig måde. Da vi skulle have skiftet vinduerne i huset, spurgte vi PET, om de ville kigge efter huset, mens glarmesteren hentede nye vinduer, og vi var på arbejde. Det ville de gerne, så det kommer vi da til at savne, griner Tommy Grøn.

Om mediernes opmærksomhed kommer til at gavne hussalget, ved Tommy Grøn ikke. Han og hustruen tager det hele med et smil, for ’det er jo meget sjovt at prøve’.

- Der holder en bil ude på vejen og kigger ind, mens vi snakker. Det er jo lidt sjovt, og statsministeren lever jo med det her hele tiden, så vi kan nok godt overleve den forholdsvist korte berømmelse, som vi får ud af det, siger Tommy Grøn, der tilbage i 2008 betalte fem millioner for de 136 kvadratmeter på Østerbro.

Skal du være naboens nye nabo, skal du overtale din bank og kreditforeningen til at låne dig knap seks millioner kroner. Huset er udbudt til 5.950.000 kroner.