Statsadvokaten sendte beklagelser på stribe til aktivister

Stribevis af borgere, der klagede over dårlig behandling fra politiets side under klimatopmødet i København, fik en standardundskyldning.

Efter klimatopmødet i København indførte statsadvokaten en praksis, hvor man på forhånd opgav at lede efter de betjente, der var klaget over, men nøjedes med at sende en standard-beklagelse ud til stribevis af borgere. Det skriver Politiken mandag.

Statsadvokaten for København og Bornholm skrev her, at det var beklageligt, hvis borgerne var blevet behandlet, sådan som de hævdede, men at det ikke var muligt at afgøre sagen, fordi betjentene ikke kunne identificeres. Det viser afgørelserne i en lang række sager fra Retshjælpen RUSK, som Politiken har fået lov til at læse.

Heri kommer statsadvokaten med enslydende standardbegrundelse om, at der var usædvanligt mange betjente i aktion i København. Ifølge politiklagenævnet blev det opgivet at identificere betjentene i mellem 100 og 150 klagesager.

Rigsadvokaten godkendte den usædvanlige praksis, og skriver i sin nye redegørelse, at forsøget på at identificere betjentene »ville medføre vanskeligheder, omkostninger og sagsbehandlingstider, som ikke stod i rimeligt forhold til både udsigten til at få identificeret den pågældende polititjenestemand og klagesagens betydning«.

Professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet er kritisk over for praksissen med at udsende standardbeklagelser til borgerne uden at undersøge den konkrete klagesag:

- Under de givne forhold må den valgte praksis vel siges at være den mindst ringe løsning. Men den er da stærkt problematisk, både for klagerne og for myndighederne, siger han til Politiken.

- Klageren kan da ikke bruge en betinget beklagelse til ret meget, for den giver jo ikke vedkommende ret i - eller til - noget som helst. I forhold til politiet giver ordningen jo mulighed for ren ansvarsforflygtigelse, siger Jørn Vestergaard.

Statsadvokat Lise-Lotte Nilas erkender, at løsningen langtfra var optimal. Men det var den bedst mulige løsning i situationen, fordi statsadvokaten på forhånd vurderede, at det var »udsigtsløst« at finde betjentene.

Størstedelen af klagesagerne handlede om politifolk, som havde været unødigt voldsomme eller talt grimt i situationer under demonstrationer, hvor der ikke var skrevet rapport. Derfor valgte statsadvokaten at beklage i generelle termer.

- Det var ud fra en holdning om, at det var rigtigst at tage stilling til, om det var korrekt adfærd, der var beskrevet i klagen. Sådan at den borger, der havde klaget, havde en opfattelse af, at vi havde tilkendegivet - selv om det desværre ikke havde været muligt i den helt særlige situation at finde frem til, hvem det havde været - at sådan må man ikke gøre, siger Lise-Lotte Nilas til Politiken.

Den netop afgåede formand for Politiklagenævnet for København og Bornholm, Helle Lokdam, bekræfter, at klagenævnet godkendte praksissen med standardbeklagelser. Ifølge hende var den usædvanlige praksis dog kun acceptabel, fordi danske politifolk ikke er nummererede, og klagenævnet derfor var enig med statsadvokaten i, at udsigterne til at finde de påklagede betjente var dårlige.

- Det var absolut en nødløsning. Jeg mener bestemt ikke, at det skal være normen, at man laver systemundskyldninger, siger Helle Lokdam.

Hun mener, at også politiet burde have en interesse i, at der ikke opstår lignende situationer igen:

- Det giver jo mistillid til politiet, at alle de her mange klager kommer til at stå uimodsagt, siger hun.

BNB


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.