Staten spilder 24 millioner kroner årligt på advokat

Det private advokatfirma Poul Schmith, der har monopol på størstedelen af statens advokatopgaver, tager en betydelig, men skjult overpris, når firmaet hvert år sender regninger for 300 millioner kroner til ministerier og styrelser, viser et internt notat fra Kammeradvokaten ifølge Politiken.

Avisen skriver, at firmaet ifølge sin aftale med Finansministeriet ikke skal anføre timepriser og timeforbrug i regninger til staten. Firmaet skal alene fastsætte sine salærer ud fra, hvad det mener, andre store firmaer ville tage for en tilsvarende opgave. Derefter skal Kammeradvokaten trække 33 procent fra i rabat.

I det interne notat fremgår det ifølge Politiken, at hvis firmaet anvendte en konkurrencedygtig gennemsnitlig advokattimepris på 1.550 kroner i sine regninger, ville det »begrænse Kammeradvokatens mulighed for at opkræve en merpris hos staten på 24 millioner kroner«.

Peter Biering, partner i advokatfirmaet Poul Schmith, henviser dog til, at beløbet er taget ud af en sammenhæng og forklarer, at firmaet tager højere priser i en række store sager for at kompensere for, at der ikke er så meget at tjene på en række mindre sager.

Tirsdag skal Folketinget drøfte et beslutningsforslag fra Venstres Preben Bang Henriksen, der selv er advokat. Han mener, at Poul Schmiths monopol på at føre statens sager skal brydes.

- Der er tale om elastik i metermål. Kammeradvokaten er i realiteten den eneste advokat, hvis regninger man ikke kan kontrollere på det væsentligste punkt, nemlig timeforbruget. Meget tyder på, at et udbud vil give staten betydelige besparelser på køb af advokater, siger han til Politiken.

Enhedslistens Pernille Skipper siger til avisen, at partiet overvejer at støtte forslaget fra Venstre, og det kan betyde, at der er flertal uden om regeringen, som ikke mener, at ordningen skal udbydes.