Dansk Supermarked åbner fredag sin første Starbucks-kaffebar uden for sine egne varehuse, og den ligger midt på Rådhuspladsen i København.

Nu kan kaffeglade københavnere snuppe en Starbuckskaffe med på vejen ned ad Strøget på shoppingturen. Fredag den 5. december åbner Dansk Supermarked sin 11. Starbucks-kaffebar. Denne gang på det, detailvirksomheden kalder for »Danmarks bedste placering«.

Den nye Starbucks får adresse på Rådhuspladsen i København. Kaffebaren giver gæsterne 40 siddepladser ved vinduet med udsigt til den danske hovedstads pulserende midte på hjørnet af Vestergade.

Sidste år indgik Dansk Supermarked en aftale med Starbucks, som giver Dansk Supermarked eneret til at åbne Starbucks-kaffebarer på strøgplaceringer i Danmark. Den nye kaffebar på Rådhuspladsen bliver den første af disse og dermed også den første, som ikke er placeret i en af Dansk Supermarkeds eksisterende varehuse.

Direktøren for Salling og for Franchise i Dansk Supermarked, Marianne Bedsted, glæder sig til at følge den nye kaffebars indtog på Rådhuspladsen og ser frem til at åbne endnu flere:

»Aftalen om strøgplaceringer åbner rigtig gode muligheder for at brede oplevelsen ud til endnu flere. Der er ingen tvivl om, at Starbucks vil være attraktiv for gågader og strøge i flere større byer i Danmark, og med Starbucks' erklærede mål om at være der, hvor kunderne forventer at finde dem, så er der oplagte muligheder flere steder i landet,« siger hun.

Dansk Supermarked har i forvejen tre Starbucks-kaffebarer i og omkring den danske hovedstad. En i Føtex ved Nordre Fasanvej, en i Bilka Hundige i Waves og en i Bilka One Stop i Fields.

Med butikker over hele kloden er Starbucks i dag den førende forhandler af specialkaffe.