Et nyt samarbejde mellem Stanford University og Aarhus Universitet har set dagens lys. Det prestigefyldte amerikanske universitet har åbnet et laboratorium i Herning, hvilket giver helt nye muligheder for både erhvervsliv og studiemiljø i Danmark.

Det amerikanske universitet Stanford har åbnet et laboratorium på Aarhus Universitets (AU) institut i Herning.

Det nye »Peace Innovation Lab« skal være omdrejningspunkt for fremtidige fælles forskningsprojekter, der giver muligheder for et samarbejde mellem forskere fra Stanford på den ene side og erhvervsliv, studerende og forskning i Danmark på den anden side.

»Stanford University har valgt at indgå et samarbejde med AU Herning, fordi der er ved at blive opbygget et stærkt miljø omkring forretningsmodellering og energiområdet på instituttet i Herning. Danmark er interessant for forskere fra Stanford University, fordi udfordringerne med innovation og fred er meget anderledes her end i andre lande i verden,« siger Peter Lindgren, professor på AU Herning og drivkraften bag etableringen af Stanford-afdelingen, i en pressemeddelelse.

»Forskere på Stanford vil kunne bruge vores erfaringer og vores forskning, og vi vil kunne bruge deres metoder og deres tilgange til forskning og innovation til at udvikle nogle særdeles interessante løsninger og forretningsmodeller, som er bygget op omkring fred,« uddyber han.

Peter Lindgren lægger vægt på, at samarbejdet mellem Stanford og AU Herning vil gøre det lettere for studerende og forskere i USA og Danmark at forske sammen, og at de studerende fra AU Herning vil få lettere adgang til at følge undervisning på Stanford University.

Aftalen med Stanford indebærer også, at AU Herning skal bygge forskningsprojekter op i både Europa og USA.

»Samarbejdet betyder, at vi får adgang til amerikanske forskningsprojekter og fonde, og vi taler om nogle beløb, der er så store, at vi lige må knibe os selv lidt i armen. Så det bliver rigtig spændende at komme i gang med samarbejdet, og de første projekter er allerede i støbeskeen,« siger Peter Lindgren.