AGF-koryfæer kom for at sige det sidste farvel
AGF-legenden John Stampe er torsdag middag blevet bisat ved en smuk ceremoni fra Åbyhøj Kirke i udkanten af Aarhus.
Den nærmeste familie med hustruen Vibeke og børnene på første række samt en lang række af John Stampes øvrige familie, venner, bekendte og tidligere fodboldkolleger mødte op for at sige et sidste farvel til den karismatiske Stampe, der i sin aktive karriere på fodboldbanen om nogen blev et symbol på en ægte klubmand med hjertet på rette sted.
SE ALLE BILLEDERNE: Gribende afsked med John Stampe
John Stampe døde sidste weekend efter blot tre en halv måneds aggressiv kræftsygdom, som endte med at blive en ulige kamp, han til sidst ikke kunne vinde.
Bisættelsen i den hvidkalkede Åbyhøj Kirke havde familien valgt at holde som en intim ceremoni, hvor de som deltog alle er indbudt.
Men selv om det var en indbudt bisættelse, blev bænkene i den gamle kirke fyldt til sidste plads.
En række kendte både nuværende og tidligere AGF'ere var med til at sige et sidste farvel til fighteren John Stampe.
Heriblandt Martin Jørgensen, Stig Tøfting, Flemming Povlsen, Steffen Rasmussen, Troels Rasmussen, Marc Rieper, Claus Thomsen, Kent Nielsen, Brian Steen Nielsen, Bjørn Kristensen og Lars Windfeld.
SE ALLE BILLEDERNE: Gribende afsked med John Stampe
Under ceremonien stod John Stampes kiste som det tavse midtpunkt. En enkel hvid trækiste, der var smukt pyntet med hvid og lyslilla blomsteropsætning.
I kirken sagde præst Knud Moos:
- Han var en mand i sin bedste alder. Hvor kan livet for os mennesker forekomme så ubarmhjerteligt, så urimeligt. Men samværet med John var en berigelse. John vidste godt, at han havde haft heldet med sig, og han var taknemmelig for det liv, han havde fået lov at leve.
- John var en - undskyld mig udtrykket - rigtig drengerøv. Han var frimodig og til tilder kontant, men samværet med ham var ubesværet.
Johns søn, der holdt tale i kirken, sagde:
- Det kan godt være, at folk havde respekt for dig på fodboldbanen. Men bagefter havde de endnu større respekt for dig som menneske.
- Tak for alt. Vi ses igen.
Da den 40 minutter lange bisættelse sluttede og kisten blev båret ud til rustvognen, tog det næsten et kvarter at tage den sidste svære afsked for de nærmeste og det store følge, som stod tavse men varmt støttende for den nærmeste familie.
John Stampe, som opnåede ikke færre end 444 førsteholdskampe for AGF samt en enkelt A-landskamp, blev blot 55 år.



