Trods tre uhyggelige flykatastrofer på bare en uge er der ingen grund til at frygte en forestående flyvetur. Flyvning er stadig utrolig sikkert, hvis man tager et par enkle forholdsregler.

Det har været en katastrofal uge i international luftfart: Et rutefly fra Malaysia skudt ned over Ukraine, passagerfly styrtet i Taiwan under voldsom storm og endelig et fly fra Air Algerie, der torsdag styrtede ned i Mali – angiveligt også i dårligt vejr. Det skriver Berlingske.

Med det ulykkelige resultat at over 400 flypassagerer har mistet livet inden for otte dage, og 2014 pludselig er rykket langt op på listen over de senere års mest dødbringende i luften. Allerede nu er der omkommet flere end dobbelt så mange mennesker i flyulykker i år – 991 foreløbig <saxo:ch value="226 128 147"/> end hele sidste år. Til gengæld blev 2013 det mindst dødbringende år stort set siden flyvningens barndom.

Så spørgsmålet er, om det lige pludselig er blevet farligt – eller rettere farligere <saxo:ch value="226 128 147"/> at sætte sig ind i en flyvemaskine.

»Jeg indrømmer, at statistikken taler for det,« siger flyeksperten Hans Christian Stigaard, der er tidligere trafikchef for Københavns Lufthavne.

»Men når det er sagt, synes jeg knap nok, at man kan klassificere nedskydningen over Ukraine af MH17 som en flyulykke. Der er hverken tale om en teknisk fejl eller en pilotfejl, og det er umuligt at gardere sig mod, at gale mennesker skyder et civilt fly med 298 ombordværende ned. Så i mine øjne kan man roligt sætte sig ind i ferieflyet – blot man tager et par forholdsregler«.

Hans Christian Stigaard peger på, at hvis man overvejer at flyve med et flyselskab uden for Europa eller Nordamerika, bør man gøre sig den ulejlighed at undersøge, om det figurerer på den overraskende omfattende liste over selskaber med flyveforbud i EU.

»Det er ikke en liste, der er lavet for sjov, og den er blevet til på baggrund af grundige analyser af en lang række forhold. Hvis man skal ud at flyve med et sådant selskab, og vejrudsigten på ruten ikke er lovende, bør man nok ikke tage chancen og gå om bord,« lyder hans råd.

Hans opfordring gælder især ved flyvninger i Afrika, der som kontinent betragtet er det statistisk set farligste sted at flyve på kloden. Men den gælder også adskillige steder i Asien, herunder i Indonesien og Nepal.

I Nepal omkom en dansker og 17 andre personer så sent som i februar i år, da et fly fra Nepal Airlines styrtede ned i dårligt vejr over Himalaya. Og bare knap to år forinden, i maj 2012, overlevede to danskere med nød og næppe, da et fly fra Agni Air styrtede ned i Nepal. Ved den lejlighed blev 15 andre dræbt.

Men trods de forholdsvis mange fatale flyulykker i et 2014, der for alvor blev indledt i marts med det malaysiske rutefly MH370s stærkt gådefulde forsvinden over Det Indiske Ocean, er ulykkesstatistikken i den grad med klodens utallige flypassagerer.

Næsten hvordan man end vender og drejer det, er der ingen transportform, der er mere sikker end en flyvetur – især med et velrenommeret, internationalt luftfartsselskab.

Hver eneste dag letter cirka 100.000 kommercielle fly fra verdens tusindvis af lufthavne, og på årsbasis klemmer omkring tre milliarder passagerer sig ned i et flysæde. Alligevel omkommer der typisk under 1.000 mennesker om året på skemalagte flyafgange.

Målt per tilbagelagt kilometer per passager er selv bussen og toget et mindre sikkert alternativ end ruteflyet. Og det er langt farligere at køre bil – faktisk omkring 70 gange farligere per passagerkilometer ifølge en undersøgelse fra den store brancheorganisation Airlines for America.

Og allerfarligst er det at køre motorcykel: Omkring 3.000 gange mere risikabelt end at flyve.

Hvis man udelukkende benytter sig af store og velrenommerede flyselskaber, skal man statistisk set flyve kontinuerligt i 123.000 år, før man vil opleve et alvorligt styrt. Og selv da vil man have en rimelig god chance for at overleve, for det er ikke alle flykatastrofer, der fører til samtlige ombordværendes død.

Samtidig er risikoen for at omkomme i et flystyrt blevet markant lavere de seneste årtier. I 1985, der var et særligt slemt år i international luftfart, døde over 2.000 mennesker i flyvemaskiner, og siden er trafikmængden i luften omtrent tredoblet.

Statistisk set og på globalt plan er der væsentligt større risiko for, at du kommer til at omkomme af et lynnedslag - cirka 24.000 dødsfald årligt - eller af en giftslanges bid - cirka 100.000 dødsfald årligt - end for at du kommer til at opleve dødsrædslen i ti kilometers højde.