Fire dage i denne uge skal du være ekstra opmærksom, hvis du skal ud at køre med den københavnske metro. Der vil nemlig være flere ændringer, hvis du skal køre om natten.

Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag vil der være ændringer i metrotrafikken i København. Det skyldes sporarbejde, skriver metroselskabet på sin hjemmeside.

Fra 01.00 til 05.00 alle disse dage skal man ud i et togskifte, hvis man skal en længere distance. Og i flere tidsrum vil strækninger være helt uden kørsel

Tirsdag og onsdag gælder det, hvis man skal fra Vanløse og til enten Københavns Lufthavn eller Vestamager, så skal man skifte tog på Christianshavn Station. Det vil samtidig betyde ekstra rejsetid på strækningen.

Desuden vil der i to tidsrum fra 00.40 og 01.25 ikke køre tog mellem Nørreport og Amager Strand eller DR Byen.

Torsdag 8. december skal passagerer, der skal fra Vanløse til Københavns Lufthavn, skifte tog på Øresund Station - også her med forlænget rejsetid til følge. Og skal man fra Lergravsparken til Københavns Lufthavn i tidsrummene 00.40-01.25 og 04.00-04.45, så skal man nok finde anden transport - der vil nemlig ikke køre tog i de perioder.

Slutteligt vil der også være ændringer i kørslen fredag mellem 01.00 og 05.00, hvor passagerer mellem Vanløse og Vestamager skal skifte tog ved DR Byen. Og i tidsrummene 00.40-01.25 og 04.00-04.45 vil der ikke være tog på Christianshavn-Ørestad-strækningen.

Ændringerne skyldes, at der skal være sporarbejde i metroen.