En afkølende dukkert ved stranden nord for Øster Hurup udviklede sig mandag aften til et mareridt for to søstre og deres mormor.

Den yngste af pigerne, som er 11 år, flød nemlig rundt i en badering, da hun pludselig blev fanget af bølgerne og begyndte at drive til havs. I et forsøg på at få hende tilbage på land hoppede hendes 15-årige storesøster i vandet og svømmede ud til hende.

Det resulterede dog i, at begge piger var fanget i dybet, da den voldsomme strøm og fralandsvinden betød, at de ikke havde kræfter til at kæmpe sig tilbage til kysten.

To drenge sprang i vandet

Da pigernes mormor opdagede, hvilken farlig situation de var endt i, ringede hun straks 112 og slog alarm. Men den afgørende hjælp viste sig dog at komme fra anden side.

To 17-årige drenge, som i øjeblikket er på ferie i området, hørte nemlig kvindens råb om hjælp, og da de så de to piger blive kastet rundt mellem bølgerne, tøvede de ikke med at kaste sig på hovedet i vandet for at få søstrene reddet i land.

Inden Nordjyllands Politi og beredskabet i Mariagerfjord Kommune nåede frem til stedet, var det da også allerede lykkedes de to drenge at svømme ud til pigerne og få dem fragtet tilbage til stranden.

Blev fløjet til sygehuset

Ifølge Nordjyllands Politi slap de to piger uden alvorlige, fysiske skader.

Da beredskabet nåede frem til det sted på stranden, hvor episoden udspandt sig, var pigerne dog lettere afkræftede, og de blev derfor fløjet til kontrol på sygehuset i Aalborg af den redningshelikopter, som var blevet tilkaldt af pigernes mormor, og som dermed alligevel var på vej til Øster Hurup.

TV2 Nord mødte senere tirsdag de to drenge. Det kom der et rørende indslag ud af, som tv-stationen har lagt op på deres Facebookside.