I en tid med fokus på listeria og ebola er den multiresistente svinebakterie MRSA CC398 blevet skubbet i baggrunden. Men det er der absolut ingen grund til, viser tal fra Statens SerumInstitut, der holder øje med bakterien, som også spreder sig blandt mennesker.

I juli måned fik 105 danskere at vide, at de er smittet med MRSA, som indtil videre har kostet fire personer livet i Danmark. Antallet af smittede på én måned er dermed rekordhøjt.

Tallene eksploderer
Ser man videre på tallene fra Statens Seruminstitut, kan man se, at stigningen i antal smittede er enormt. I hele 2009 fandt man 43 smittede, mens man i år allerede er oppe på 575, hvilket ikke er langt fra 2013, hvor tallet endte på 649 MRSA-smittede.

- Det viser jo, at det er en epidemi, som er helt ude af kontrol, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital, til DR Nyheder.

Den kraftige stigning i antal smittede, kan delvis forklares med, at man tester flere, efter der er kommet stigende fokus på svinebakterien. Men at flere er blevet smittet, er et faktum.

- Der er ingen tvivl om, at vi har set en reel stigning. Vi kan se, at der er flere, der har haft infektioner, fordi de har været syge af bakterien, siger Robert Skov, der er overlæge på Statens Serum Institut, til DR Nyheder.

Hver femte bliver syg
Man kan sagtens være smittet med MRSA CC398 uden at blive syg. Ifølge Seruminstituttet er omkring hver femte af dette års smittede blevet syge. Og det er heldigt, at ikke alle bliver syge, for bakterien er resistent over for flere typer medicin, for eksempel penicillin.

MRSA kan give infektioner, bylder, bumser og i få tilfælde blodforgiftning. Den overføres overvejende til personer, der har direkte kontakt med levende svin eller til staldmiljøet samt til deres husstandsmedlemmer.