Hun forestillede sig ikke, at graviditeten i sig selv ville blive vanskelig. Halvdelen af byggeklodserne til et barn bar hun jo rundt på, og så måtte hun få hjælp fra en sæddonor, der kunne levere resten af arvematerialet, tænkte hun.

I de følgende to år blev Hanne Prien også gravid, men hendes egne kønsceller var for svækkede, og fostre gik til. Til sidst satte den danske fertilitetsklinik foden ned. Uanset hvor mange penge, Hanne Prien postede i de behandlingsmuligheder, der var herhjemme, skulle hun ikke regne med et barn.

»Kig ud i verden, sagde de, og i marts 2009 havde jeg det første møde med en fertilitetsklinik i Valencia. Det genetiske var selvfølgelig et tema. Kunne jeg spejle mig i det barn, der nu kom? Ville jeg kunne genkende mig selv som barn? Efter mange overvejelser kom jeg frem til, at mit ønske om at blive mor var langt vigtigere end det genetiske,« fortæller Hanne Prien.

Danmark er blevet betragtet som et foregangsland, når det handler om at hjælpe barnløse. Men ét forbehold har der dog altid været. Hidtil har det været en forudsætning, at et barn som minimum skal have én kendt forælder, og derfor har fertilitetsklinikker ikke kunnet hjælpe eksempelvis ufrugtbare enlige kvinder eller par, hvor begge har fertilitetsproblemer. Det bliver der efter alt at dømme ændret nu.

»Jeg er stolt af min historie«

Selv om Hanne Prien aldrig har følt sig »forbryderisk« ved at omgå den danske fertilitetslov og blive gravid i Spanien, mener hun, at det er på høje tid at tillade dobbeltdonation.

»Det er en livsdrift at føre slægten videre. Det ved jeg godt, at jeg ikke har gjort i genetisk forstand. Men det var ikke muligt for mig. Ønsket om at blive mor var meget stærkt, og mine børn er jo mindst lige så elsket. Jeg er stolt af min historie, det er da en fantastisk mulighed, og jeg er hundrede procent deres mor,« siger Hanne Prien, der blev mor første gang som 43-årig og i dag har fået to piger.

Om pigernes genetiske ophav ved Hanne Prien ikke særlig meget, for i Spanien tillader man kun anonym donation. Omvendt siger loven, at der skal være et match, så klinikken har udvalgt en donor, der ligner Hanne Prien mest muligt, og pigerne og deres mor har et skandinavisk udseende til fælles. Alligevel er det ikke nogen hemmelighed, at en ægdonor og en sæddonor har hjulpet Hanne Prien til at blive mor.

»Jeg har fortalt dem historien, helt fra de var små. Det skal ikke være et tabu. Maise på seks år er begyndt at gøre sig tanker om det, mens Silja på fire mest hæfter sig ved, at hun ikke har en far. Det er vigtigt i forhold til deres identitet, at de kender sandheden.«

Læs også: Mor vågnede af koma, da hun hørte sin nyfødte datter græde

Hun ved også godt, at det for nogle donorbørn er et stort tema, at de ikke kender deres genetiske ophav. Nogle lader sig endda DNA-teste for at finde svar. Hanne Priens døtre er »fuldsøskende«, og på den måde har de hinanden at spejle sig i, fortæller hun. Men skulle det blive vigtigt for dem at kende deres genetiske ophav, vil hun støtte dem.

»Hvis de bliver vrede på mig over den måde, de er blevet til på, så må vi tage den derfra. Jeg synes jo, at jeg har givet dem livet. De var ikke blevet til, hvis ikke det var for mig.«