Hvert år bliver tusindvis af danskere solbrændte og får skadelige røde striber efter bikinier, t-shirts eller badebukser. Men vidste du, at der faktisk er flere ting, du helt bør undgå, hvis din hud er blevet skadet af solen?

Måske er du en af dem, der tænker, at du bliver hurtigere brun, hvis du ikke bruger solcreme. Måske er du en af dem, der forsøger at løbe fra skygge til skygge, da blot den mindste solstråle gør din hud rød.

Uanset hvad årsagen til solforbrændingen er, er den lige skadelig for din hud.

Men når skaden er sket, er der faktisk flere ting, du helt bør undgå, hvis du gerne vil have, at din hud heler hurtigere, så du kan nyde solen igen.

Det skriver Søndagsavisen, der har samlet en lang række råd:

1. Undgå makeup

Et af rådene går på, at du bør undgå at bruge makeup på huden - selvom det kan være fristende at forsøge at dække det forbrændte område. Hvis makeupsvampen eller lignende er beskidt, kan det nemlig forøge risikoen for infektion og allergier.

2. Det kan godt være, det kløer, men lad være med at kradse

Efter noget tid med ildrød hud, vil den begynde at skalle. Det er ifølge Søndagsavisen et tegn på, at din hud er ved at hele, og derfor er det vigtigt, at man ikke forstyrrer processen med at pille eller kradse i huden.

3. Hold fingrene fra blærerne

Det samme gør sig gældende ved blærerne, der måske opstår i kølvandet på din forbrænding. De er med til at beskytte din hud, så hold fingrene fra dem.

4. Brug ikke cremer med alkohol

Hvis dine blærer eller selve solskoldningen gør meget ondt, kan du bruge en uparfumeret aloe vera-creme. Men du skal være sikker på, at cremen ikke er alkohol-baseret, da det kan fjerne de naturlige olier i huden, hvilket kan mindske din huds evne til at hele sig selv.

5. Du må ikke eksfoliere din hud

Det kan ifølge Søndagsavisen skade din hud enormt meget, hvis du bruger eksfolierende produkter, eller produkter der indeholder frugtsyre, salicylsyre eller retinoid, når din hud er blevet skadet af solen. Selv når din hud er stoppet med at skalle, skal du vente i tre dage, før du kan bruge de produkter igen.

6. Undgå solcreme med kemisk filter

Hvis du er blevet solskoldet, skal du selvfølgelig undgå at opholde sig for meget ude i solen, men nogle gange kan det blive nødvendigt at bevæge sig udenfor. Men hvis du vælger at smøre dig ind i en solcreme med kemisk filter, kan det være skadeligt for din ødelagte hud. Derfor anbefales det, at du bruger en solcreme med fysisk filter. De kemiske filtre er gennemsigtige, hvorimod du genkender det fysiske filter i cremer på den hvide farve.

7. Husk at drikke rigeligt med vand

Er din hud blevet forbrændt, så trækker det væske fra hele kroppen mod forbrændingen. Undgå - som altid - at være dehydreret. Med andre ord skal du huske at drikke rigeligt med vand.

Du kan læse flere råd hos Søndagsavisen HER.