Så er det nu, du skal finde shorts, badetøj og solbriller frem. Solen og varmen er tilbage. Men nyd det, før det er for sent. Inden ugen er omme, tager solen igen på ferie væk fra Danmark.
28,3 grader. Det blev temperaturen på årets hidtil varmeste dag i slutningen af maj måned målt til. Men det kan ændre sig onsdag, hvor solen for alvor tager revanche over den foreløbigt kølige og grå sommer.
- Onsdag bliver meget solrigt og nok også den varmeste dag i denne uge. Vi forventer, at temperaturen vil lægge sig mellem 22 og 27 grader, men jeg kan bestemt ikke udelukke, at den nogen steder kan snige sig højere op. Chancen er der, fortæller vagthavende meteorolog fra DMI Olaf Mathiassen.
Faktisk er det næsten en hel solskinsuge, vi går i møde, hvor næser, skuldre og ben, der ikke for alvor har været udsatte denne sommer, skal smøres ind i solcreme.
- Generelt kan man sammenfatte, at vi helt hen til sidst på ugen får det rigtig sommerligt. Vi får helt op over de 25 grader nogle steder, og det er ikke noget, vi har haft ret meget denne sommer, fortæller Olaf Mathiassen.
Sommerlig uge i vente
Både tirsdag, onsdag og torsdag bliver fyldt med sol og næsten ingen vind, hvilket vil få det til at føles endnu varmere. Tirsdag vil temperaturen blive omkring de 26 grader, hvor det er højst. Onsdag fortsætter det gode vejr, mens det torsdag falder en smule igen og lander mellem 20 og 25 grader.
Fredag forbliver varmen i landet, men skyerne begynder at samle sig, og lørdag står vi til at få et regnvejr fra vest ind over os.
- Der er ikke risiko for skybrud. I stedet er det et god, gammeldags regnvejr med torden, der rammer os, fortæller meteorologen og fortsætter:
- Fra lørdag vender vi så tilbage til det vejr, vi havde før denne uge. Så det gælder om at nyde det gode vejr i denne uge. Der kan dog stadig komme flere lignede uger engang i august.
Vejrvinder svær at finde
Fordi vinden de næste par dage bliver meget svag, er der ikke de store forskelle på temperaturen rundt omkring i landet.
- Den svage vind gør, at det er svært at læse dens retning. Derfor kan det variere fra dag til dag, hvor i landet der er varmest. Så er det nemmere at regne ud, når der er kraftig blæst, forklarer Olaf Mathiassen og fortæller, at det dog tirsdag ikke er hele landet, der har fri udsigt til den tilbagevendte sol.
- Der vil være lidt flere skyer i Nordjylland end i resten af landet i morgen. Men det vil stadig være varmt.
Samtidig med at solen viser sig på en blå himmel igen, og termometrenes røde markør bevæger sig opad igen, stiger badevandstemperaturen også.
- De kommende uger vil badevandstemperaturen stige lidt, mens det ellers hele sommeren har lagt under det normale, siger Olaf Mathiassen, der betegner dette års sommer som kedelig.
- Jeg har ikke de fulde statistikker endnu, men indtil videre har sommeren været betydeligt køligere end normalt og mere overskyet. Det har været en noget kedelig sommer i forhold til normalt.



