Rejsekongen Simon Spies blev kendt for at introducere charterferien for danskerne, for sit forretningstalent og for sin ekstravagante og fanden-i-voldske livsstil med sprut, stoffer og morgenbolledamer.

Nu kommer en ny teaterforestilling, 'Heidi - en rejse til Helvede med Simon Spies', til at bidrage med historien om, hvordan en af morgenbolle-damernes liv var.

Det er skuespilleren Anika Barkan, der selv har produceret forestillingen om søsteren Heidi, der som 17-årig blev fast morgenbolle-dame hos Spies.

Arnika Barkan har lagt grundig research bag sin teaterforestilling og hun lægger ikke skjul på, at hun har behov for at bidrage med et mere nuanceret billede af Spies. Hun mener, at han på mange måder er blevet forherliget, fortæller hun i et interview med Ekstra Bladet.

- Jeg fortæller historien om min søster Heidi, fordi ingen tidligere har sat spørgsmålstegn ved Simon Spies' hang til unge teenagepiger: Det var jo nærmest pædofili, for pigerne var kun børn, siger Anika Barkan i et interview med Ekstra Bladet.

Heidi blev som skoletræt 16-årig ansat som piccoline hos Spies. Hun var køn og blev hurtigt inviteret med i hans harem, hvor der var adgang til både sprut og stoffer.

På det tidspunkt var Anika Barkan kun fem år, men hun husker, hvordan søsteren fik en rejse til dem alle tre til Mallorca af Spies. På samme måde som Spies-filmen tidligere har vist, hvordan Spies købte en 15-årig pige for en vaskemaskine og en tørretumbler.

Anika Barkan fortæller, at søsteren i lighed med flere andre piger blev spurgt om hun ville gifte sig med Spies. Da hun afslog, blev hun fyret.

Derefter ernærede hun sig som stripper, escort-pige og til sidst som narkoluder på gaden.

- Heidi blev 25 år. Hun døde af aids. Og få måneder før sin død mistede hun sin ti måneder gamle datter. Hun døde også af aids. Hele Heidis historie er så forfærdelig og gruopvækkende tragisk og fortæller om alt det, man så igennem fingrene med dengang, fordi Spies var den den mediedarling han var, siger Anika Barkan til Ekstra Bladet.

Teaterforestillingen 'Heidi - en rejse til Helvede med Simon Spies' spiller fra 5. - 24. maj på Teater Grob på Nørrebro i København og fra 29. - 31. maj på Katapult i Aarhus.