Navnet 'Jacobs' vil få de fleste aarhusianere til at nikke genkendende. Jacob Evar var ejeren og grundlæggeren af restauranten Jacob's BarBQ, der startede i 1973. Men nu lakker restaurantens levetid mod enden.

Lejemålet på Vestergade 3 i Aarhus er opsagt og de 45 ansatte på Jacobs BarBQ mister deres job. det skriver TV 2. Lillejuleaften tænder grillen på førstesalen i det hyggelige bindingsværkshus for sidste gang.

Og mens det for nogle bare er endnu en restaurant, der drejer nøglen om, så er det for andre afslutningen på en epoke. Jacob's BarBQ - som for mange bare går under navnet Jacob's - dannede nemlig rammerne om mange sammenkomster og spontane kunstneriske indfald for unge musikere, skuespillere og sangere op igennem 70'erne og 80'erne.

Blandt andet var Jacob's stedet, hvor underholdningsgruppen Linie 3 tog deres første spæde skridt. Et af gruppens medlemmer, Anders Bircow, er ked af stedet lukker.

Foto: Erik Jepsen
Vis mere

I et interview med TV 2 fortæller han, hvordan Jacob's altid var fyldt med fest og glade mennesker, og han betegner stedet som deres andet hjem, hvor unge skuespillere altid kom og hyggede sig.

»Det var som om, man puttede sig derinde, man trådte ind i en anden verden. Det var ligesom om, der kom en vis løssluppenhed. De timer jeg har siddet der og jammet med Søren Pilmark. Og med Peter Schmeichel. Jeg har sunget duet med Birgit Nilsson, operasangeren, dernede med Søren Pilmark på klaver. Det var et lille åndehul midt inde i Aarhus omme bag Magasins store frygtindgydende bygning,« siger han til TV 2.

Linie 3 under et show i 1983 fire år efter at gruppen blev dannet på Jacob's BarBQ
Linie 3 under et show i 1983 fire år efter at gruppen blev dannet på Jacob's BarBQ Foto: Henning Templer
Vis mere

Jacob Evar var en af tidligere miljøminister og formand for Socialdemokratiet Svend Aukens (S) nære venner. Det var da også på Jacob's BarBQ, Auken fejrede 60 års fødselsdag i foråret 2003. Da Svend Auken gik bort i 2009 var der derfor ikke nogen tvivl. Gravøllet og mindehøjtidelighed skulle holdes i den gamle gårdhave ude foran restauranten.

På den måde har Jacob's dannet rammen om Aarhus-kunsteres op- og nedture, men altid med en varme og plads til flere. Til TV 2 fortæller Anders Bircow, hvordan der kun var plads til 50 mennesker oppe under taget, men at der altid blev klemt lidt flere ind.

Stifteren af Jacob's BarBQ, Jacob Evar, blev 62 år gammel. Han døde af en blodprop i 2004.
Stifteren af Jacob's BarBQ, Jacob Evar, blev 62 år gammel. Han døde af en blodprop i 2004.
Vis mere



Den initiativrige århusianer Jacob Evar voksede op i Irak og Israel, men kom til Danmark som ni-årig. Udover Jacob's BarBQ har han også startet Jacob's Pita (en pitabar også i Vestergade) og en bar.

Han har også tidligere haft købt hotellerne Plaza og Scandic i Aarhus. Han døde i sit hjem 62 år gammel af en blodprop.

Siden hans død har familien drevet restaurant, pita-biks og bar videre, men nu går den ikke længere. Bygningerne, som Jacob's BarBQ har til huse i, er fredet. Og det begrænser mulighederne for at ombygge eller forny køkkenet. Derfor har indretningen af restauranten i mange år været sådan, at grill-køkkenet er på førstesalen, mens alt det andet tilberedes i andre køkkener.

Det betyder mange flere skridt for tjenerne og en udfordring i forhold til at effektivisere. Det er altså af praktiske årsager, at der om få måneder må siges farvel til et stykke kulinarisk aarhusiansk kultur-historie.