’A vågnede i nat og kom så’n til at længes efter en kold øl, men så sagde de, at det var forbudt. Kan du ikke hente en til mig – jeg skal nok betale?’

Sådan lød det fra den 85-årige Anders Christian Sørensen, der er kendt fra DR-serien ’Anders og Julius’ om det aldrende ungkarlepar, da Søren Ryge i foråret besøgte ham på Tirstrup Rehabiliteringscenter på Syddjurs. Og de ord har plantet sig i hjertet på den garvede tv-vært.

Anders Christian Sørensen, som Søren Ryge i årtier har fulgt sammen med broderen Julius Vestergaard, døde den 6. maj i år efter tre måneders sygdom. Et forløb, som Søren Ryge fulgte tæt, og som efterfølgende har fået ham til tasterne. Han undrer sig nemlig over, at Anders Christian Sørensen under sin indlæggelse blev nægtet en øl, selv om han længtes efter en.

Søren Ryge skrev i denne uge i et læserbrev i Randers Amtsavis, at han pænt spurgte personalet, om han måtte få en øl til Anders Christian Sørensen.

»Det måtte jeg ikke. Der er totalt forbud mod alkohol på Tirstrup Rehabiliteringscenter, for engang havde de problemer med en patient, der drak for meget, og så forbød man alkohol i enhver forstand,« skriver Ryge således i avisen.

Smuglede øl

Herefter beskriver han, hvordan han i al hemmelighed smuglede øl med til sin syge ven, indtil det blev opdaget, og glasset blev vristet ud af hånden på den gamle mand og indholdet hældt i vasken.

»Det er umyndiggørelse at fratage ældre, syge mennesker muligheden for en øl, et glas vin eller en snaps til sildemaden. Ikke engang nytårsaften må de få et glas,« slutter Søren Ryge, der opfordrer til, at man fra politisk side kigger på alkoholforbuddet.

Og den opfordring har man altså taget til sig i den pågældende kommune, Syddjurs Kommune.

»Det, der der faldt mig for brystet, var, at det var uværdigt. Man må snildt kunne acceptere en enkelt øl til Anders’ mad. Det må vi kunne gøre mere fleksibelt og fremfor alt mere værdigt,« siger Ole Bollesen (S), der er formand for udvalget for sundhed, ældre og socialområdet i Syddjurs Kommune, til BT.

Skal kunne styre det

Han understreger dog, at borgerne skal kunne styre det.

»Vi kan jo ikke have, at folk vælter sig i alkohol.

Men der er stor forskel på det og på en øl til maden. Der er jo også sygehuse, der accepterer det,« siger Ole Bollesen, der ikke mener, at forslaget vil møde modstand.

»I første omgang tager vi det op i udvalget, og så får vores leder en snak med medarbejderne om det.

Hvis de siger, de slet ikke kan håndtere det, må vi lytte til det. Men det tror jeg snildt de kan garantere, at de kan,« siger han.

»Som det er nu, er det uværdigt for den ældre. Det er derfor, jeg griber ind.«