Danske feminister burde bruge deres tid på at demonstrere foran Grimhøjmoskeen i stedet for at holde kvindemarcher mod Donald Trump.

Det mener næstformand i DF Søren Espersen, som i dagens BT langer hårdt ud efter den ’Women’s March’-demonstration, der lørdag fandt sted i København.

Lørdag gik millioner af mennesker på gaden rundt om i verden iført ’pink pussy’-huer og i protest mod Donald Trump og hans i mange tilfælde nedsættende kommentarer om kvinder - som den efterhånden famøse kommentar 'Grab them by the pussy'. Samtidig var det en demonstration for lige rettigheder for kvinder og marginaliserede grupper. Det estimeres, at mere end tre millioner mennesker var en del af de såkaldte ’Women’s March’ verden over – og i København var mere end 5.000 en del af protestbevægelsen.

Ifølge Søren Espersen burde danske feminister dog koncentrere sig mere om de problemer, der er i Danmark og kæmpe for, at muslimske kvinder ikke undertrykkes.

»Det, Donald Trump har sagt og gjort, er ikke acceptabelt, men det er vand i sammenligning med de forhold, der bydes danske muslimske kvinder,« siger Søren Espersen til BT og tilføjer:

»Det gør mig rasende, at når det drejer sig om islam, så deltager de danske feminister aldrig. Har man set kvinder demonstrere foran Grimhøjmoskeen? Nej, det er utænkeligt. Det er meget nemmere og uforpligtende at rende rundt og hule op foran den amerikanske ambassade – selvom der er tale om et frit, demokratisk land.«

Generelt mener Søren Espersen, at danske feminister har for travlt med at være vrede på især højreorienterede politikere.

»Der foregår nul og niks i de feministiske kredse. De er bare sure på højreorienterede politikere. Hvordan muslimske kvinder bliver undertrykt i det danske samfund, er de fuldstændig ligeglade med,« siger Søren Espersen.

Han mener, at danske feminister er bange for at demonstrere mod Grimhøjmoskeen, der opfordrer til stening af utro kvinder, fordi det ikke er politisk korrekt. Til sammenligning er Donald Trump blot et lille problem.

»De kritiserer en ’lillebitte myre’ i stedet for at tage fat i den store, fede elefant, der står lige foran næsen på dem,« siger Søren Espersen og erklærer kvindekampen i Danmark for ’fuldstændig død’.

Men kritikken er forfejlet, mener Trine Christensen, der er generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling, som har været medarrangør af Women’s March i København. Pointen med demonstrationen var nemlig lige præcis at sætte fokus på lige menneskerettigheder og for at fremme lighed og beskyttelse af rettigheder for marginaliserede grupper og kvinder med alle religioner.

Hun forklarer, at demonstrationen ikke var en anti-Trump-demonstration, men at man heller ikke kan underkende vigtigheden af ord, der kommer fra en amerikansk præsident.

»Når vi har en nu amerikansk præsident, der siger, at han kan gramse på kvinder, fordi han er berømt, så er der et problem, ligesom når han taler om at rulle retten til abort tilbage. Men det er ikke anti-Trump, og det er ikke fordi, han er højreorienteret. Man så jo heller ikke det her, da Bush blev præsident,« siger Trine Christensen.

Generalsekretæren understreger, at når Søren Espersen efterlyser mere fokus på eksempelvis forholdene i Saudi-Arabien, så kan man i den ligning heller ikke bare glemme USA. For verdens supermagt påvirker andre lande.

»Vores bekymring er, at når man har en præsident som Trump, der så tydeligt ikke går ind for lige rettigheder, så bliver rettighederne ikke kun undermineret i USA, men også Saudi-Arabien og andre steder i verden. Det er vigtigt, hvad USA mener. Det er verdens mest magtfulde land, og et land andre lande vender sig mod og bruger som pejlemærke,« siger Trine Christensen og tilføjer, at Amnesty også har holdt flere demonstrationer foran Saudi-Arabiens ambassade og generelt har fokus på netop det land.

Hun er dog enig med Søren Espersen i, at man også sagtens kan have fokus på specifikke forhold herhjemme som Grimhøjmoskeen – men det ene behøver ikke udelukke det andet.

»Det virker mærkeligt at argumentere mod det her, fordi man savner noget andet. Det gør vel ikke det ene forkert, at man gerne vil have mere? Lad os da endelig tage afstand, når der er krænkelser af kvinders rettigheder, det skal vi da bare have mere af, men dermed ikke sagt, der ikke er plads til andet. Jo mere jo bedre i min verden,« siger Trine Christensen.

Det vurderes, at mennesker i mere end 500 amerikanske byer og 100 byer verden over deltog i Women's March. Dermed var demonstrationen sandsynligvis den største i amerikansk historie.