På få år er en jysk familie blevet mangemillionærer på der​es egen nyopstartede restaurantkæde. Og nu kan de se frem til endnu et rekordregnskab. Men familien Rosenfeldt Sunddal satsede også meget, da de i 2009 besluttede at føre deres restaurantdrøm ud i livet.

Egentlig stod det aldrig skrevet i kortene, at den sønderjyske familie Rosenfeldt Sunddal skulle skovle millioner ind som ejere af en super succesfuld restaurantkæde. Godt nok har både Ketty Rosenfeldt Sunddal og hendes mand Flemming Rosenfeldt Sunddal forretningssans fra to årtier i købmandsbranchen. Og godt nok er Flemming Rosenfeldt Sunddal tidligere slagter, men derfra og til pludselig at drive og eje en større og meget succesfuld restaurantkæde er alligevel langt.

Men ikke desto mindre er deres kæmpe sats blevet til et sandt iværksættereventyr. Siden de i 2009 åbnede den første restaurant Flammen, der hurtigt blev et hit med det specielle koncept med en kæmpe grillbuffet, er det gået over al forventning for den jyske familie.

Danskerne er blevet så vilde med kød-restauranten, der byder på 15 slags kød og 50 slags salater, at den ene restaurant nu er blevet til en kæde med hele 11 restauranter og 800 ansatte. Og millionerne vælter i bogstaveligste forstand ind på familiens bankkonto.

Mens regnskaberne for 2013 og 2014 allerede viste så flotte overskud, at Ketty og Flemming Rosenfeldt Sunddal samt deres to børn kunne hive 30 millioner kroner ud til sig selv fra familievirksomheden, så kommer det kommende regnskab også til at vise et flot overskud. Det skriver finans.dk.

Selv om 2015-regnskabet mangler at blive endelig godkendt, så bekræfter Flammens adm. direktør Elias Grøftholdt Tychsen, at regnskabet vil vise et overskud.

»Vi har ekspanderet en del i det forgangne år med fire nye restauranter og arbejder på endnu en restaurant i centrum af København og én i Sønderborg. Og så har jeg netop været syd for grænsen for at kigge på lokaler,« siger han til finans.dk.

Ligesom mange andre af de ansatte i Flammen, så har også den administrerende direktør tætte relationer til Flammens ejere.

Elias Tychsen, der egentlig er uddannet maskinmester, er nemlig en barndomsven til Ketty og Flemmings søn Martin.

Og måske er netop de tætte relationer og det stærke sammenhold en del af succesen for den jyske familie. For restaurant Flammen er blevet et sandt familieeventyr.

Ægteparret Ketty og Flemming Rosenfeldt Sunddal have i 23 år drevet købmandsbutik i landsbyen Fole i Sønderjylland, da de besluttede at sadle om. De kunne godt se, at tiden var ved at rinde ud for de små købmandsbutikker, så de besluttede i stedet at satse på restaurationsbranchen. Den gamle købmandsbutik blev lavet om til en kro, der fik navnet Fole Høkerkro, har jv.dk tidligere beskrevet.

Det gik tilsyneladende så fint med kroen, at familien fik blod på tanden til at satse lidt mere på restaurationsbranden. Angiveligt efter at de i mange år havde brygget på en ide – at åbne en restaurant med en kæmpe kødbuffet, så der var noget for enhver smag, og så hele familien kunne blive mætte.

Idéen var opstået efter familien engang havde været ude at spise sammen. Hvert familiemedlem ville have noget forskelligt, og efter middagen havde kun én fra familien fået sit ønske opfyldt. Det fik Flemming Rosenfeldt Sunddal  til at spekulere over, hvordan man lavede en restaurant, der kunne opfylde alles ønsker, har Danmarks Restauranter & Cafeer beskrevet på deres hjemmeside efter en snak med familien.

De mange overvejelser blev forsøgt udviklet på kroen, indtil familien i 2009 besluttede at føre idéen helt ud i livet med åbningen  af den første Flammen-restaurant i Kolding. Konceptet var klart fra start: En fast pris for en buffet med masser af kød.

Men inden de slog dørene på til den nye forretning op, havde datter, søn samt forældrene alle måtte ofre noget. Familiens store satsning, der fandt sted lige midt i finanskrisen, krævede nemlig startkapital.

Sønnen Martin, der i dag er i begyndelsen af 30'erne, måtte af med sin bil, mens datteren Kristina, der er i slutningen af t 20'erne, måtte sælge sin hest. Til gengæld kom de to børn så med i forretningen.

Og også forældrene måtte tære på opsparingen for at få gang i forretningen.

»Vi havde jo lidt på kistebunden hjemme fra den lille landkro af. Vi samlede sammen i puljen, og så fik vi ingen løn det første år. Der gik lang tid, inden vi turde hive penge ud af restauranten,« har Ketty Rosenfeldt Sunddal tidligere fortalt til Børsen.

Men familien havde ingen grund til at være bekymret for, om deres restaurant ville løbe rundt. Den ene restaurant i Kolding blev hurtigt suppleret op med en restaurant mere i Odense, og i 2011 havde familien tre Flammen-restauranter. I 2014 var antallet vokset til otte, og i dag er antallet altså oppe på 11.

Ketty Rosenfeldt Sunddal har fortalt til tv2.dk, at familien hele tiden havde håbet på, at Flammen kunne blive til mere end blot en enkelt restaurant.

»Vi startede Restaurant Flammen i håbet om, at vi kunne åbne flere steder, hvor man kunne tage hele familien ud af spise, og hvor man kunne afprøve nogle ting - for eksempel kængurukød - uden det blev et problem, og hvor man kunne blive mæt,« fortalte hun til tv2.dk i 2015.

Selv om familien nu kan kalde sig millionærer, så virker det dog ikke til, at de har tænkt sig at lade sig pensionere fra restauranten. Da tv2.dk talte med Ketty Rosenfeldt Sunddal fortalte hun, at hun arbejde med at tage sig af uddannelsen af de ansatte, mens hendes mand står for det kød, der bliver serveret på restauranterne.

Det er dog ikke kun den nærmeste familie og sønnens barndomsven, der er med i Flammen-restauranterne. Ifølge jv.dk er både en svigerdatter, en fætter og flere kusiner med til at drive restauranterne.

»Vi har hjertet med i det her. Det håber vi, at folk kan mærke. Kan vi give hele familien en god oplevelse, så er vi godt tilfredse,« har Ketty  Rosenfeldt Sunddal udtalt til jv.dk.

Familien er dog løbet tør for familiemedlemmer, der kunne drive nye restauranter, og derfor måtte forretningen gå fra at være et rent familieforetagende til at blive et franchisekoncept.

Men det ser nu heller ikke ud til at have givet problemer for Flammen, der i 2014 havde 750.000 årlige gæster ifølge tv2.dk

I dag findes Flammen i 11 byer fordelt over Fyn, Jylland og Sjælland .