Der er kommunal kø ved håndvasken i sager, der handler om misbrug i socialt udsatte familier.
Nu frikender Sønderborg Kommune sig selv i en sag, hvor en mand med to koner og tilsammen 11 børn er varetægtsfængslet for incest mod to døtre og for vold mod flere medlemmer af familien.
I en redegørelse, som Socialminister Benedikte Kiær (K) har bedt om, er Sønderborg Kommune nået frem til, at man ikke skulle have handlet anderledes.
- Problemet i sagen er ikke, at kommunen har forholdt sig passiv. Kommunen har handlet efter loven både tidligere og i dag. Det hersker der ikke tvivl om, siger Jette Østergaard, direktør for Børn og Uddannelse i Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
I sagen er det kommet frem, at Sønderborg Kommune allerede i 2003 blev opmærksom på familien, da en af døtrene anmeldte faren for incest. Hun trak dog senere anmeldelsen tilbage.
I 2004 blev kommunen af børnenes skole, en lærer og en SSP-medarbejder gjort opmærksom på problemet. Alligevel greb kommunen ikke ind før manden blev anholdt i september 2009.
- Det vil altid være en vurdering, om kommunen har gjort tilstrækkeligt, og om kommunen har været tilstrækkelig vedholdende i de tilfælde, hvor anmeldelser er trukket tilbage, og hvor der er fremlagt dokumentation for, at omverdenen ser anderledes på en sag end familien selv. Med andre ord. Hvem taler sandt i sagen, siger Jette Østergaard.
Sagen kom frem i forbindelse med den såkaldte Brønderslevsag, hvor et nu varetægtsfængslet forældrepar er mistænkt for at have vanrøgtet deres ni børn. I den sag har Brønderslev Kommune også frikendt sig selv for sin håndtering af sagen.
/ritzau/



















