KØB PLUS!

Søndag fældes Danmarks næsthøjeste bygning

Valbys vartegn, det 108 meter gastårn, bliver søndag fældet som et andet træ, hvorefter det skal hugges op af jernsakse og genanvendes. Intet går til spilde, lover en hovedpersonerne bag søndagens nedrivning.

Sprængningseksperter fjerner søndag benene på Danmarks næsthøjeste bygning, det 108 meter høje gastårn i den københavnske bydel Valby, hvorefter et større genanvendelsesprojekt begynder.

Det fortæller en af de ansvarlige for nedrivningen, teknisk direktør Klaus Bodilsen fra entreprenørfirmaet Tscherning A/S.

- Der er ikke noget, der skal sendes til deponering, da der er tale om genanvendeligt materiale. Der er cirka 1.800 ton stål og 1.000 ton beton, som kan nedknuses og bruges som erstatning for stabilt grus, der graves op i en grusgrav. Stålet kommer til nedsmeltning ved et stålværk, og så bliver det solgt som nyt jern igen, fortæller han til Berlingske Nyhedsbureau.

Nedrivningen kommer til at ske med en kontrolleret sprængning og minder om den metode, som bruges, når et træ fældes, forklarer han.

- Beholderen hængsles for at styre faldet, hvorefter vi laver en kile ind i faldretningen, som er over mod Valby-hallerne, samt et snit i dens bagside. Når alt det er på plads, er der nogle sprængladninger, der fjerner benene under den og får den til at falde ned på delvist Københavns Energis grund og delvist 50-60 meter ind på nogle lukkede boldbaner, siger Klaus Bodilsen.

Når det står klart, at der ikke er forsagere eller flere sprængladninger, kommer gravemaskinerne i spil, fortsætter han.

Fakta om gastårnet i Valby

- Bygget i 1965 og officielt indviet i 1967

- 108 meter højt og en diameter på 54 meter

- Kan indeholde op til 200.000 kubikmeter gas

- Pensioneret efter 40 år

- Københavns Energi holdt op med at bruge gasbeholderen efter skiftet til en ny type gas

- Gravmaskiner med jernsakse vil reducere den til stykker på halvanden gange en halv meter og så læsse stykkerne på lastbiler, som kører alt væk. Det er en proces, der vil tage en måneds tid. Endelig har vi et betonfundament, vi skal have pillet op, forklarer Klaus Bodilsen.

Gasbeholderen, der i højde kun overgås af Herlev Sygehus’ 120 meter, blev bygget i 1967 og har ikke været i anvendelse siden 2008.

Kun en blæst på over 17 sekundmeter kan forhindre, at operationens afblæses, siger Klaus Bodilsen.

- Det skal blæse godt og grundigt, før vi trækker i nødbremsen. Og det er der ikke noget, som tyder på.

Sprængningen finder sted søndag klokken 12. Nysgerrige er velkomne fra klokken 10.30.


Vis Gastårnet i Valby på et større kort