Familieafdelingen. »Utroligt at vi ikke har fået en Brønderslev-sag endnu,« siger frustreret socialrådgiver i Randers Kommune

Hun har taget et meget langt tilløb, inden hun kontaktede pressen. Nu er det gjort. Hendes grænse er nået, og frustrationen er så stor, at den fylder hele hendes hyggelige stue. Hun er socialrådgiver i familieafdelingen på Randers Kommune. Og hun kan ikke længere tie stille om, at forholdene for medarbejderne er så ringe, at det går ud over de børn, som familieafdelingen er til for at hjælpe.

- Etisk set går det over mine grænser, og det har det gjort rigtig, rigtig længe - det er simpelthen ikke okay, at vi behandler børn og unge sådan her i Randers Kommune. Jeg kan ikke holde til det længere. Det er børn, det går ud over, siger hun til amtsavisen.dk

Redaktionen kender hendes identitet. Hun ønsker at være anonym. For nemheds skyld kalder vi derfor socialrådgiveren for Karen.

Hvem bliver slået mindst?

Hun kan fortælle om en hverdag på arbejdspladsen i familieafdelingen, der er præget af store frustrationer blandt personalet. Frustrationer, der i sidste ende kommer til at gå ud over de sårbare børn og unge i Randers Kommune.

- Randers Kommune er en tung kommune. Vi har mange sager. Som socialrådgiver må man altid leve med, at man ikke kan nå det hele, men det har for længe været helt uacceptabelt. Vores sagsbehandlingstider er for lange. Sagerne kommer ikke igennem i systemet, fordi personalet ikke kan overkomme alle sagerne. Der kan gå uger - ja op til måneder, fra man har rettet henvendelse til familieafdelingen, til vi taler med barnet første gang. Jeg tænker bare: Hvad kan der ikke nå at ske i den tid, hvor sagen bare ligger i en bunke, som ingen kan nå, siger Karen og slår frustreret ud med armene.

Som hun oplever hverdagen, er medarbejderne nu så pressede, at man er nødt til at gradbøje, hvor slemt børnene har det.

- Sager rangeres efter hvem, der for eksempel er blevet slået mindst. "Nå, det barn er kun slået et par gange, så kan det vent"«. Eller på mistrivsel. "Hvilket barn mistrives mest, det tager vi os af først". Dem, der mistrives mindre, må vente, til der er tid til det. Jamen, det kan ikke være sådan. Hvis der er mistanke om, at et barn er i mistrivsel, så skal vi da kunne tage os af det,« siger hun.

Frygter en ny Brønderslev-sag

Karen frygter det værste. Hun har været i faget i mange år og synes selv, hun har set meget. Men nu er hun bange. Hun er bange for, at der er nogle børn, der kommer rigtig galt afsted.

- Jeg begriber ikke, at vi ikke har haft en Brønderslev-sag endnu, siger hun og ryster på hovedet.

Det er de svageste børn, hun frygter for. Og de svageste familier. For der er familier, som har brug for hjælp. Som med den rette hjælp fra familieafdelingen kan komme til at fungere så godt, at børnene kan bo hjemme ved deres forældre.

- Mange tror, at vi hele tiden tvangsfjerner. Men det sker sjældent. Det største arbejde, vi har, er at støtte familierne og give dem den hjælp, der skal til, for at de kan fungere så godt som muligt. Men vi skal jo komme til i tide, inden det skrider for meget for familien, siger hun.

Vil ikke redde hele verden

 

- Der er jo ikke nogen af os, der vil redde hele verden. Vi vil bare gerne gøre et godt stykke arbejde og sikre, at de børn får det godt. Og det står skidt til i Randers. Der er ikke mulighed for, at vi kan gøre det så godt som muligt for de børn her. Derfor går jeg til avisen nu. Der er nogen, der må gøre noget. Vi har forsøgt så længe at råbe ledelsen op,« siger hun og taler lidt højere, inden hun sukker dybt og fortsætter:

 

- Hvis vi ikke skal være børnenes talerør, hvem skal så være det? De her børn, de har ikke ret mange. Deres sagsbehandler er vigtig. Det er os, der skal forestille at hjælpe dem.

Karens håb er, at når hendes budskab kommer i avisen, så vil der være nogle politikere, som vil vågne og kigge på problemet. Hun har svært ved at finde en løsning.

- Jeg ved ikke, hvorfor det hele sander til, og jeg ved ikke, hvorfor bunkerne af sager vokser, så der går så lang tid, før vi kommer i kontakt med børnene og familierne. Medarbejderne gør alt, hvad vi kan. Måske er vi for få ansat, måske er det fordi, arbejdet er dårligt tilrettelagt. Jeg ved det ikke. Det går bare ikke længere, siger Karen.