Et fly, som landede i Kastrup, skulle transportere whistlebloweren til USA, hvis han blev udleveret.

København: Danmark var klar til at forbryde sig mod sine internationale forpligtelser for at hjælpe USA med at få Edward Snowden retsforfulgt.

Det mener whistlebloweren i hvert fald selv, efter at justitsminister Søren Pind (V) har oplyst, at et amerikansk fly, som angiveligt skulle bringe Edward Snowden til hjemlandet, fik lov til at lande i Kastrup.

- Justitsminister synes at bekræfte, at Danmark havde intentioner om at bryde princippet om non refoulement, da jeg søgte asyl, skriver Edward Snowden på Twitter og linker en historie, som Information har bragt på sin hjemmeside.

Non refoulement-princippet er en af hjørnestenene i flygtningekonventionen, som slår fast, at ingen må blive udleveret til hjemlandet, hvis de risikerer at blive udsat for overgreb som politisk forfølgelse.

Edward Snowden står bag omfattende afsløringer af USA's elektroniske overvågning i både hjem- og udland. For eksempel viste de dokumenter, han lækkede, at den tyske kansler Angela Merkels telefon bliver overvåget.

Han afslørede også, at amerikanske efterretningsfolk og agenter har "direkte" adgang til centrale computerservere hos ni førende internetselskaber i USA.

Allerede inden afsløringerne i 2013 forlod Snowden USA og søgte skjul i Hongkong. Siden har han fået politisk asyl i Rusland.

Søren Pind skriver i et brev til Folketingets Retsudvalg, at et amerikansk regeringsfly i sommeren 2013 fik lov til at lande i Kastrup. Angiveligt skulle det transportere Snowden til USA, hvis han skulle blive udleveret.

Oplysningerne om, at det mystiske fly landede i København, er kommet frem i en aktindsigt, som bloggeren Peter Kofod har fået fra Justitsministeriet.

Da flyet landede i Kastrup, var Edward Snowden lige ankommet til Rusland og var strandet i Moskvas internationale lufthavn.

/ritzau/