Vintervejret er for alvor over Danmark. Det kunne flere bilister for alvor mærke fredag aften.

Især bilisterne i begge retninger på Helsingørmotorvejen omkring Kokkedal og Nivå i Nordsjælland havde store problemer med at håndtere vintervejret. Her  blev flere ramt af snedriver.

- Vi har haft en del uheld, efter det er begyndt at blæse op. Folk snurrer rundt og ender i autoværnet. Det drejer sig nok om en håndfuld bilister, men der har ikke været personskade, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Ulrik Lindén, ved 23:30-tiden fredag aften. Han fortæller, at der arbejdes hårdt for at holde strækningen åben.

- Vi har to sneplove, der kører i pendulfart for at holde strækningen på motorvejen åben, siger han til bt.dk.

Også i Nordjylland har vejret givet problemer. Slemmest er det gået ud over området i Vendsyssel syd for Aalborg. Her er flere kørt i grøften og i autoværnet.

- Der har været en del færdselsuheld på grund af vejret og glat føre. Folk kommer kørende på motorvejen og bliver overrasket over, at der er store snedriver nogle steder, siger Poul Badsberg, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

- Vi har vel haft en 11-12 færdselsuheld, men ingen personskader, siger han.