Den lovede snestorm, der vil ramme Danmark i løbet af søndagen, kommer til at gå værst ud over nord- og østjyderne. Det fortæller vagthavende hos DMI Klaus Larsen.

- Der kan falde op til 20 centimeter sne i nord- og Østjylland. Samtidig så blæser det kraftigt med hård vind til kuling, så der kan forventes kraftig snefyging i de egne. Resten af landet kan se frem til 5-15 centimeter sne siger Klaus Larsen.

Ifølge DMI sner det lige nu en lille smule på Fyn og over store dele af Jylland. De store områder med kraftige snebyger er så småt begyndt at komme ind over det sydvestlige Jylland og vil ramme den nordlige del af landet ved middags tid. Det forventes at det kraftige snevejr vil ramme Bornholm hen på eftermiddagen. Den kraftige vind forventes også at kunne skabe fygning over resten af landet. 

HVORDAN SER DER UD HOS JER? SEND DIT BILLEDE TIL 1929@BT.DK

Man skal dog ikke regne med, at det kraftige snevejr vil blive liggende og give hvid jul d. 24. december.

- Snevejret vil slippe Nordjylland i morgen tidlig, men allerede her i eftermiddag, vil vinden dreje over i sydvest i Syd-og Vestjylland, og nedbøren vil gå over i regn, hvilket vil medføre isglatte veje en overgang. Temperaturerne vil dog i morgen stige til en 2-5 graders varme og samtidig med de regnbyger, der vil ramme store dele af landet, så vil sneen være smeltet de fleste steder. I Nordjylland vil der måske ligge lidt hvidt tilbage, men man skal ikke forvente hvid jul, siger Klaus Larsen.

SE LÆSER-BILLEDERNE AF SNESTORMEN HER: DET STÅR VANDRET

Vejene er forberedt snestorm

Hos Vejdirektoratet har man intensiveret arbejdet og forberedt sig på det kraftige snevejr.

- Vi har saltet præventivt og ryddet sne de steder, hvor det er nødvendigt. Lige nu ser det fint ud på vejene, hvor det ikke er så intensivt, men vi forventer, at der vil være mest aktivitet mellem klokken 11 og 17, siger Kenneth Krohn Oldgreen fra Vejdirektoratet.

Den kraftige vind, der præger hele landet, har også påvirket trafikken på Storebæltsbroen, hvor man fraråder kørsel med lette køretøjer. Samtidig opfordrer vejdirektoratet til at man kører i god tid, hvis man skal på tværs af landet og holder sig orienteret om trafiksituationen.

- Kør i god tid og tage nogle varme tæpper med, måske noget sjovt til børnene. Og i tilfælde af at man skulle køre i udsatte områder, så er det en god idé at tage en skovl med, hvis man skulle køre fast, siger Kenneth Krohn Oldgreen.

SE LÆSERNES BILLEDERNE: SNEEN STÅR VANDRET