Sneen har ramt landet igen, og det giver lidt problemer for bilisterne, mens togpassagererne ikke umiddelbart bliver påvirket.

Den nyfaldne sne har overrasket et par bilister mandag morgen. Det oplyser Cem Akay fra Vejdirektoratets trafikinformationscenter.

- Sneen betyder selvfølgelig, at det giver problemer, hvis man ikke kører efter forholdene. Især på Fyn skal man være opmærksom, og vi har på nuværende tidspunkt fået meldinger om et par biler, der har snurret rundt, siger Cem Akay.

Han oplyser, at der er saltet i hele landet, og at sneen ikke bør give problemer, hvis man kører efter forholdene.

Sneen har ikke umiddelbart givet problemer for DSB, hvor kommunikationsafdelingen kun har noteret uregelmæssigheder mellem Københavns Hovedbanegård og Kastrup Lufthavn på grund af en sporskiftefejl, som ikke skulle have noget med vejret at gøre.

Snevejret kom ind over landet fra sydøst, men er mandag morgen stilnet af og på vej væk.

- Det forsvinder den samme vej, og det værste er overstået. Der er stadig noget sne tilbage her i morgentimerne, men som dagen går, bryder det op, siger vagthavende ved DMI, Jørn Thomsen.

Sneen bliver dog liggende, da frosten har bidt sig fast og ifølge DMIs prognose vil blive hængende over landet i hvert fald i den næste uges tid.