Sne skaber store problemer for flere af Europas lufthavne. Specielt Arlanda i Stockholm kæmper med sneen, og det betyder aflyste afgange fra Kastrup Lufthavn.

- Der er nærmest ingen trafik til eller fra Stockholm lige nu, og det ser ud til at vare det meste af dagen, siger Søren Hedegaard Nielsen, der er pressechef i Kastrup Lufthavn. Lige nu kæmper han for at holde sig opdateret på situationen i Arlanda Lufthavn, hvor landingsbanen er blevet dækket af de 30 centimeter sne, der er faldet over Stockholm her til formiddag.

- Problemerne i Stockholm kommer til at berøre omkring 60.000 mennesker. Lige nu forsøger jeg selv at komme ind på deres hjemmeside, men den er simpelthen brudt sammen under den heftige trafik, siger pressechefen.

De fleste fly til Stockholm aflyses, men flere er også bare forsinkede, da personalet i Kastrup stadig krydser fingre for, at situationen i Stockholm forbedres indenfor få timer.



Det er ikke bare Stockholm, der er ramt af sneen. Også London og Manchester er ramt af aflysninger, men de har endnu ikke den store betydning for passagerer, der rejser fra København, fortæller pressechefen.

Arlanda er blandt de tre største destinationer for Kastrup Lufthavn.

Er du fanget i trafik-kaos? Giv os et tip eller send et billede til 1929@bt.dk.