Nu kan unge danskere med drømme om at få et kørekort i 17-års fødselsdagsgave snart begynde at glæde sig og finde de første teoribøger frem.

Transport- og Bygningsministeret oplyser nemlig til BT, at lovforslaget, der gør det muligt for 17-årige at sætte sig bag rattet i en bil (så længe de kører i selskab med en erfaren bilist), er planlagt til at træde i kraft ganske snart.

Nærmere bestemt fra den 1. januar 2017.

Dog er der et lille men. For hvor man normalt kan begynde til kørekortsundervisning tre måneder før ens fødselsdag, fungerer det ikke helt på samme måde - indtil videre.

Bekendtgørelsen om forsøgsordningen med kørekort til 17-årige er endnu til høring og er derfor ikke trådt i kraft endnu. Og før den gør det, kan 16-årige ikke begynde til undervisningen.

Så selv hvis du har fødselsdag den 1. januar næste år og havde ønsket dig et kørekort i anledningen af, at du fylder 17, må du indtil videre væbne dig med lidt tålmodighed.

»Man kan først begynde til undervisning, fra den dag bekendtgørelsen træder i kraft,« lyder det fra Transport- og Bygningsministeriet.

Men forudsat at bekendtgørelsen kommer nogenlunde glat igennem høringen, bør det være muligt for 17-årige at begynde at tage kørekort fra senest den 1. januar 2017.

Ændringen af færdselsloven skal som udgangspunkt køre som en forsøgsordning i tre år.

Det er nu fire snart fire måneder siden, at et flertal i Folketinget vedtog ændringen af færdselsloven. Så den vil træde i kraft - spørgsmålet er bare hvornår præcis, det sker. Lovforslaget var stillet af transportminister Hans Christian Schmidt (V) og blev vedtaget med et bredt flertal i Folketinget. 101 stemte for og 9 imod.

Sådan kommer reglerne til at se ud:

1. 17-årige bilister skal ledsages af en voksen, som er mindst 30 år gammel, med kørekort og mindst ti års erfaring som bilist.

2. Den voksne ledsager må ikke selv have fået hverken betinget eller ubetinget frakendt sit kørekort i løbet af en tiårig periode.

3. Den voksne ledsager skal selv være i stand til at køre bil og må altså ikke være beruset.

4. 17-årige skal, lige som 18-årige skal det i dag, have bestået både teori og praksis, inden de kan få deres kørekort udleveret.

5. De unge vil kunne begynde at tage kørekort tre måneder før, de fylder 17.

6. 17-årige skal følge færdselsloven på lige fod med alle andre.