Onsdag og torsdag er Billund Skolen i Billund tilsyneladende blevet ramt af en smitsom virus. Og det fortsætter formentlig i dag, fredag.

Onsdag, hvor det hele begyndte, blev cirka 80 børn fra 0. og 1. klasse syge, og heller ikke 2. klasserne gik ram forbi.

Det begyndte fra morgenstunden, og udvandringen fra de små klasser fortsatte i løbet af dagen, skriver jv.dk.

Torsdag var antallet af sygdomsramte det samme, men skoleleder Hanne Enggaard fortæller, at det ikke nødvendigvis var de samme børn, der var syge.

- Vi mangler halvdelen af eleverne i 0. og 1. klasse og en fjerdedel af eleverne i 2. klasse. Der er også enkelte syge i andre klasser og blandt lærerne, men langt fra så bemærkelsesværdigt, påpeger Hanne Enggaard, der siden onsdag har haft kontakt med embedslægen.

Onsdag kom der håndsprit i klasserne, og toiletterne har fået en overhaling, og borde er blevet tørret af.

Ledende embedslæge, Henrik L. Hansen, Embedslægerne Syddanmark, fortæller, at embedslægen har anbefalet, at få et par børn undersøgt hos egen læge.

- Det ligner et udbrud af Roskildesyge, men det kan også være andre ting. Det er et hyppigt forekommende virus, som er meget smitsomt, men det stopper oftest af sig selv, og man ser ikke, at en hel by bliver syg. Der er mange syge, men de bliver hurtigt raske igen. Vi følger situationen og håber, det er overstået om et par dage, siger Henrik L. Hansen.

Torsdag, da JydskeVestkysten besøgte skolen, fortalte én af lærerne i indskolingen, at forældrene sendte deres børn for hurtigt skole. Der var flere børn i skole, som havde kastet op natten inden.